20190808_123006.jpg

Klumme nr. 24 af den 3. september 2019 i Ugeavisen Sønderborg

U.S.A. set fra to sider

Jeg er lige kommet hjem fra 3 ugers ferie/ophold i U.S.A. Mit 10. besøg i landet. Jeg elsker U.S.A., også selv om det er et kontrastfyldt land med en bekymrende bagside.

I folkemunde er det mulighedernes land hvor enhver er sin egen lykkes smed. Men det er for dem, som kan. Og der er mange, som ikke kan. De er tydelige i gadebilledet. F.eks. er der den psykisk syge mor, som sidder på fortovet med sit ca. 4 årige datter på skødet. Hun holder et skilt i hånden, hvor hun beder om penge til mad. Eller den psykisk syge sorte mand, som bare cirkulerer rundt i byen på bare fødder, i laset tøj og snakker højt med sig selv. Og en tidlig morgen ses en sovende mand ligge på det bare fortov med et stort stykke plastik over sig som en dyne. Hverdagen er barsk og mange må leve med en konstant uvished om, hvor det næste måltid skal komme fra. Nogle sidder bare helt stille med deres skilte midt i byen i menneskemængden, mens andre går rundt i gaderne og højlydt udtrykker deres smerte og afmagt over ikke at magte livet. Disse mennesker mærker ikke, at de bor i mulighedernes land. Hver dag er en kamp for overlevelse. Og der er ingen hjælp at hente. De må klare sig selv.

At være vidne til al den fattigdom, sygdom og deraf følgende afmagt, er noget at det sværeste ved at besøge landet.

Men der er også en anden side af U.S.A., som jeg er vild med og bliver inspireret af. Det er den amerikanske kultur, som er at være åben og venlig og have opmærksomhed på andre mennesker. At ville andre det godt.

Jeg synes, det er et så berigende at mærke amerikanernes imødekommenhed og interesse i deres medmennesker. F.eks. er det helt normalt for den yngre generation at tilbyde sin siddeplads i metroen til en, der tilhører en ældre generation. Og i det lokale supermarked spørger kassemanden, hvor i verden jeg kommer fra, og hvorfor jeg lige er i Seattle. Samtalen opleves oprigtig, og jeg kommer i en naturlig snak med et helt fremmed menneske om livet her og nu. For i U.S.A. snakker man med folk, man ikke kender.

Og står man f.eks. i et vejkryds midt i byen og ser spørgende ud, kommer der hurtigt en amerikaner og vil vide, om der er noget, de kan hjælpe med. Jamen hvor er det da dejligt. Det er amerikansk kultur. Man kommer hurtigt til at opleve at andre bekymrer sig om én. Man bliver lagt mærke til på den gode måde, og der opstår følelsen af at være inkluderet. Det virker næsten som om den amerikanske kultur er ’hvad kan jeg gøre for dig’. Denne følelse bringer jeg med mig hjem og får nu endnu mere lyst til at ’se’ andre og spørge, om der er noget jeg kan gøre for dem. Venlighed avler venlighed. - Alligevel er jeg nu dybt taknemmelig for at bo i Danmark, hvor vi bla. har et betydeligt bedre socialt sikkerhedsnet.

Ude er godt men hjemme er bedst, som vi siger. Og jeg mener det!

 Kari Bjerke


Klumme nr. 23 af den 27. juni 2019 i Ugeavisen Sønderborg

Invitation til at gøre op med mangelkulturen

Tænk hvis vi levede i en kultur, hvor vi var glade og taknemmelige for det, vi havde. Hvor det mest naturlige var at have opmærksomheden på alt det vi fik, og ikke på det der manglede. Og hvor vi ikke var så optaget af idealer og at alt skal være så optimalt som muligt. Et samfund hvor det var ok at lave fejl og være uperfekt. Måske endda et samfund hvor vi anerkendte dem, der havde mod nok til at turde fejle. Ville det ikke være befriende? Og ville vi ikke trives bedre?

Er vi mon ved at blive fanger i vores idealistiske samfund, og hvad kan vi selv gøre for at trække i den anden retning?

Den mulighed der løfter energien er, når man er i stand til at opleve situationen som at ’glasset halv fuldt’ frem for den negative, som er at se det som ’halv tomt’. Fakta er, at virkeligheden er den samme for os alle. Det er derfor et spørgsmål om hvordan vi opfatter det, vi oplever, og hvor vi har vores fokus. Har vi nok, eller synes vi, der mangler noget?

Men det er nu heller ikke altid lige nemt. For når vi har udviklet os til at synes, at kun det bedste er godt nok, kan det være svært at ville nøjes med mindre. Det kræver i hvert tilfælde stor bevidsthed, at mindre end perfekt og optimalt føles godt nok. Reklamer og de sociale medier som Facebook, Instagram m.fl. gør det ikke nemmere for os, at være tilfredse. Tværtimod bidrager disse medier til en usund udvikling, fordi fokus her er på det perfekte – ikke på virkeligheden som den er, men måske mere på illusioner, ønsker og drømme, som de færreste genkender fra deres eget liv. Så arbejdet med at blive tilfreds kan dermed blive vores eget hver især.

Det handler i sidste ende om at trives og om at have det godt. Det ønsker vi jo alle. En hjælp til os selv kan være at begynde at lægge mærke til hvilket fokus, vi selv har på det, vi oplever. Er vi selv med til at understøtte en mangelkultur i det samfund, som vi er en del af, ved at have fokus på det der mangler?

Når vi nu ved, at vi får det bedre med os selv, når vi er tilfredse, er motivationen måske større til at øve sig. Kunne den kommende sommerferie f.eks. være en konkret øvelse i at gøre lidt op med mangelkulturen? Hvis du har lyst, kan du øve dig i at lægge mærke til alt det, du kan glæde dig over, i stedet for at fokusere på det, du synes der mangler. Intet er for små at kunne glæde sig over. Og uanset så husk, at små skridt tæller i den måske nye tilgang til at søge tilfredshed, at Rom ikke blev bygget på én dag og at ting tager tid. Rigtig god sommerferie.

 Kari Bjerke


Klumme nr. 22 af den 22. maj 2019 i Ugeavisen Sønderborg

Mindfulnesscoach Kari Bjerke skriver denne gang om sit 33 år lange ægteskab og afleverer samtidig en interessant historie om en mand, en hustru og to æsler.

1, 2, bang!

I denne måned kan min mand og jeg fejre 33 års bryllupsdag. Hertil skal lægges de fem år, hvor vi var kærester, inden vi blev gift.

At leve 38 år sammen er ikke noget, man bare gør. For os har ægteskabet ind imellem været hårdt arbejde og kan stadig være det.

For mange år siden spurgte en af vores gode venner, hvorfor vi selv mente, at vi formåede at blive sammen som par. Han var oprigtigt interesseret, fordi han selv havde haft udfordringer med at få sine egne parforhold til at fungere. Det blev til mange reflekterende snakke mellem min mand og mig. Vi kom frem til følgende grunde til, at vi stadig er sammen og i dag har et godt ægteskab:

Vi har bevaret respekten for hinanden. Uanset uoverensstemmelser og frustrationer har vi opført os ordentligt overfor hinanden.

Vi har også begge arbejdet på at holde os på egen banehalvdel ved at tage ansvar for egne følelse og behov. Når vi har været frustrerede, har kommunikationen eksempelvis lydt: Jeg er frustreret, fordi jeg har brug for....... Og ikke: Jeg er frustreret fordi du....

Forskellige

Men ægteskaber er jo forskellige og nogen holder som bekendt længere end andre. Her er en lille overraskende historie, som illustrerer hvor galt det kan gå, når respekten er forsvundet. Hold fast her kommer den:

Et ægtepar beslutter at fejre deres sølvbryllup med en rejse til Grand Canyon. De tager på æselryg gennem den overvældende nationalpark. Mens de ridder på stierne, stopper konens æsel pludselig op og bliver bare stående. Hustruen stiger af går hen til æslets hoved og med sin løftede pegefinger proklamerer hun: Det er en.

Hun sætter sig op på æslet, og de fortsætter turen. Et par minutter senere forsøger æslet at lægge sig på jorden med kvinden stadig siddende på ryggen. Hun stiger af, går igen hen til æselets hoved, mens hun kigger i dens øjne og siger: Det er to.

Atter oppe på ælset og lidt længere nede ad stien springer æselet op med krum ryg i et forsøg på at smide kvinden af. Nu stiger hun af dyret, tager en revolver frem, sætter den på æslets hoved og BANG! Æselet dør på stedet. Hendes mand begynder at flippe ud. Han råber: Hvad er der med dig, du har lige dræbt en andens æsel. Er du klar over hvor meget det koster? Er du gået helt fra forstanden? Kvinden ser sin mand i øjnene og siger: Det er en.

Her slutter historien, og man kan jo kun gætte på, om manden endte med at blive skiftet ud efter tre.


Klumme nr 21 af den 9. april 2019 i Ugeavisen Sønderborg

Forandringer er en del af livet

Vi kender alle til forandringer. Mange af os har prøvet at flytte sammen med kæresten, måske blevet gift, fået børn, blevet skilt, skiftet arbejde, flyttet til en anden by, mistet nogen vi holder af, oplevet at børnene flytter hjemmefra og måske oplevet alvorlig sygdom enten hos sig selv eller hos nogen man holder af. Alt sammen er det en del af et almindeligt liv. Et liv i forandring. For det er sådan, livet er.

Men forandringer er ikke altid behagelige. Og de fleste af os har det bedst med vished om, hvordan tingene er. Det skal helst være, som det plejer. Så føler vi os trygge. Vi vil vide, hvad vi har, og hvad vi kan forvente. Og vi vil helst selv være i kontrol med livet. Sådan synes vi det helst skal forblive, men det gør det ikke. For alt hvad der kan opstå, forsvinder på et tidspunkt igen. Alting har sin levetid. Livet er i konstant forandring - det er naturens gang.

Samtidig er det naturligt at have modstand på at tingene ændrer sig, på forandring. Især når vi ikke selv ønsker det, eller har bestemt det. Ting kan være ude af vores kontrol og dermed rigtig svære. Det er hårdt at være i. Især fordi vi ofte ikke har fokus på at acceptere forandringer. Vi kan eller ved måske ikke hvordan man skal acceptere de ændrede forhold – også selvom vi ikke kan lave dem om.

Det vi kan gøre for at tingene bliver mindre svære er, at arbejde på at acceptere det, som vi ikke kan kontrollere eller ændre. Også selv om det kan opleves som en forhindring, som skal overkommes. At kunne acceptere noget uønsket kan være en smertefuld proces. Men når det lykkedes at lære, hvordan man kan overgive sig til tingenes tilstand, giver det os med tiden den ro, som kun accept kan give. Og nej, det er ikke let, men som ordsproget siger: ”Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.”

Kari Bjerke 


hands-718561_640.jpg

Klumme nr 20 af den 05.03.19 i Ugeavisen Sønderborg

Selv-medfølelse

Forestil dig at din bedste veninde ringer og fortæller at hendes kæreste lige har forladt hende, og at samtalen forlyder sådan her: ”Hej, hvordan går det?” spørger du. ”Forfærdeligt”, siger hun, mens hun prøver at holde tårerne tilbage. ”Mikkel fortalte mig i går, at han synes det er bedst for os at holde en pause. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er helt slået ud. Jeg elsker ham. Han var mit holdepunkt i livet”. Til det svarer du: ”Okay, men for at være helt ærlig, så er det jo nok, fordi du er ved at blive gammel og kedelig. Og så gør dine 15 kg overvægt jo heller ikke situationen bedre. For ikke at snakke om din elendige tøjstil og alle dine grå hår! Hvis jeg var dig, ville jeg stoppe med at lede efter en partner. For du fortjener jo i virkeligheden ikke at have én.”

Ville du nogensinde tale sådan til nogen? Selvfølgelig ikke. Men mærkeligt nok, så er det sådan vi ofte snakker til os selv i lignende situationer. Eller det der er værre.

Med selv-medfølelse lærer vi i stedet at snakke til os selv, som var vi vores egen gode ven. ”Det er jeg godt nok ked af at høre. Du må være vildt forskrækket og forfærdelig ked af det, for jeg ved jo hvor meget han betød for dig. Husk at jeg er her for dig. Jeg værdsætter dig utrolig meget. Er der noget jeg kan gøre for dig her og nu?”

Selvkritik gør os sårbare og kede af det. Møder vi i stedet opmærksomt vores egen smerte på en accepterende, omsorgsfuld og kærlig måde, udvikler vi en indre styrke til at kunne håndtere svære situationer. Det hedder selv-medfølelse og kan trænes. Og for os som øver at være selv-medfølende udvikler både større selvtillid, er mindre tilbøjelige til at frygte fiasko og er mere tilbøjelige til at prøve igen, når vi fejler. Det er da ikke så ringe endda, er det vel!

Kari Bjerke



blue-keyboard-940620_640.jpg

Klumme nr 19 af den 5.02.19 i Ugeavisen Sønderborg

Det er godt at holde pauser

Klummerne skrev nærmest sig selv. Jo flere jeg skrev, jo flere fik jeg lyst til at skrive. Men det er med klummer, som det er med så meget andet: Det er nogen gange godt at holde en pause.

Når trædemøllen bare kører, og det ene gøremål afløses af det næste, kan det være svært for os virkelig at se og opleve det der sker. Så at beslutte sig for at holde en pause fra noget, kan være en stor hjælp til igen at kunne se mere klart. Også selv om det er noget man godt kan lide at lave, kan pauser gavne både en selv og andre. Når vi tillader pauser, bliver der skabt en afstand, en sund distance. Det gør, at når vi vender tilbage, bliver det muligt at se og opleve tingene i et nyt lys. Netop dette er hele formålet med at holde pause fra noget.

Hvis jeg f.eks. ikke giver mig selv en pause ind imellem til at reflektere over, hvad det er jeg vil med disse klummer, så kan det være let at miste fokus og kontakten med hvorfor jeg gør det. Intensionen bliver uklar. Samtidig er der den risiko, at de mange klummer ikke kan læses med tilstrækkelig opmærksomhed.

Og hvad vil jeg så med klummerne? Jeg skriver dem for at dele noget af det, som jeg selv har lært om livet. Ikke fordi det jeg skriver er rigtigt for alle, men jo mere jeg arbejder med mine egne og andres oplevelser, følelser og erfaringer, bliver det klart for mig, at vi mennesker har mere tilfælles end det der skiller os ad. Så, jeg anbefaler en tænkepause til at stille dig selv spørgsmålet: Hvor ville det være godt for dig at holde en pause?

Fremover vil jeg skrive én klumme om månedenJ

Kari Bjerke

christmas-tree-2909957_640.png

Klumme nr 18 af den 12. 12.18 i Ugeavisen Sønderborg

Julens glæder og udfordringer

 ”Den søde Juletid”, ”Hjerternes Fest” - kært barn har mange navne og er en dejlig tid for mange, men er lige så udfordrende for andre. Selv om julen er forbundet med glædelige begivenheder og hyggelige stunder, er denne særlige tid også sårbar for mange af os. Blandt andet er den ofte forbundet med store forventninger til os selv og til andre. 

 At have forventninger gør os sårbare. For hvad nu hvis det vi forvente, ikke bliver opfyldt? - Hvad nu hvis vi ikke når at få gjort alle de ting, som vi forventer at kunne inden jul? Og hvad nu hvis familiemedlemmer melder afbud til den årlige julefrokost? Hvad nu hvis ikke alle er i godt humør? Eller hvis vi ikke får de gaver, vi forventede at få? Skuffelserne kan være mange og store. De påvirker ikke bare den der bliver skuffet, men går ofte også ud over omgivelserne.

 Vi kan forebygge begivenhederne ved at være opmærksomme på vores egne forventninger. Vi kan også prøve at sætte tingene i perspektiv. Finde ud af hvad der er vigtigst. Er julefreden i familien f.eks. vigtigere end at svigerforældrene i sidste øjeblik vælger at holde juleaften hos andre end hos os – også selv om det var aftalen? Er glæden og taknemmeligheden over at have en familie som man kan holde jul sammen med vigtigere end om der er råd til at give (eller få) dyre mærkevarer i julegave?

 Mon vores forventninger er for høje? Kan de være dem, der er med til at give os nogen af de dårlige oplevelser i julen? Vi kan jo lade det komme an på en prøve i år. Vi kan starte med at lægge mærke til hvordan vi selv reagerer, når vi ikke får det sådan, som vi vil have det. Vi kan helt bevidst sænke forventninger så meget, at det bliver et bidrag til en god jul for alle. For har vi ikke alle brug for det samme - nemlig en fredelig og hyggelig jul i samværet med dem, vi holder af?

 Kari Bjerke


feet-2308646_1280.jpg

Klumme nr 17 af den 6.12.18 i Ugeavisen Sønderborg

Har du svært ved at falde i søvn

Op imod halvdelen af danskerne har søvnproblemer. Årsagerne kan være mange. Men uanset grunden, så kan være irriterende og nogle gange endda belastende, hvis man ikke kan falde i søvn.

Vi ved alle hvor vigtigt det er at få sine 7-9 times søvn. Det kan gå ud over vores humør, trivsel og i sidste ende helbredet, hvis vi ikke får nok søvn. Men hvad skal man gøre, når man ligger der og bare ikke kan falde i søvn?

Der findes en enkel og effektiv teknik, som kan hjælpe os. Teknikken går ud på, at flytte sit fokus.

Når vi ikke kan falde i søvn handler det ofte om, at vi ligger og tænker på noget. Det kan være bekymringer, sorg, stress eller andet, som holder os vågne. Ofte er det noget som optager os, og som vi har svært ved at slippe.

Træningen af teknikken går ud på at man lærer sig selv at opdage, når man ligger og tænker i stedet for at sove. Hver gang man opdager sit mentale fokus, flytter man i stedet sin opmærksomhed ved at lægge mærke til hvordan maven går ud og ind hver gang man trækker vejret. Igen og igen trænes flytning af fokus fra tanker og ned på at mærke mavens bevægelser ved hver vejrtræning.

Denne øvelse hjælper både krop og sind til at falde til ro. Så når man bare bliver ved med at gentage at flytte sit fokus, er der en god chance for at man falder i søvn på et tidligere tidspunkt end man ellers ville gøre.

Så næste gang du har svært ved at finde ro til at sove, kan du jo prøve teknikken af med, venligt og opmærksomt, at flytte fokus fra tankerne til i stedet at lægge mærke til åndedrættet i maven.

På YouTube ligger en lille video hvor jeg fortæller om denne teknik. Den kan nemt søges frem og har overskriften ”Lær en teknik til at falde i søvn”.

Kari Bjerke


question-mark-2318041_640.jpg

Klumme nr 16 af den 20.11.18 i Ugeavisen Sønderborg

Lær at kontrollere og give slip på negative tanker

For kort tid siden skrev jeg om at have tanker uden at være dem. Denne indsigt kan være et vendepunkt for ens trivsel.  At opdage at tanker er noget flygtigt, og at man kan lære at disciplinere sine tanker kan føre til større følelsesmæssig trivsel. Dette kan læres med mindfulness.

Det er myte at tro, at mindfulness meditation handler om at gøre hovedet tomt for tanker.

Mindfulness består af to ting, nemlig meditation og opmærksomhedstræning. Begge dele kan være et værktøj til at skabe klarhed. Uden at vide det, kan vores sind være fyldt med bekymringstanker, som vi får det dårligt af. Der er derfor rigtig god grund til at lære, at der findes værktøjer til at give slip på disse tanker. 

Mindfulness meditation er et yderst effektivt redskab til at lære om egne tanker. I meditationen sidder man stille med lukkede øjne og observerer sit eget sind. Man øver sig i at lægge mærke til, når der kommer en tanke og observere, hvad den handler om. Når man er blevet bevidst om tankens indhold, slipper man den. Tanken bliver derved ikke til en lang historie, som former sig til negativ selv-snak.  Det er ofte bekymringer, som alligevel aldrig bliver til virkelighed. Det er kun tanker.

Når man mediterer i 15-20 min. hver dag, hvor man observere tankerne, bliver man med tiden bedre til at lægge mærke til sine tanker og indholdet af dem. Dette er en enkel træning, som kan hjælpe med at lære tankerne at kende og på at slippe de negative tanker. Dermed får vi større kontrol over det vi tænker.

 Kari Bjerke 


opportunity-396265_1280.jpg

Klumme nr 15 af den 13.11.18 i Ugeavisen Sønderborg

‘Spørg om det, du ønsker dig

En god ven sagde engang til mig ”du er så god til at spørge om det, du gerne vil have”. Det har jeg tænkt over mange gange siden. Hun har ret, det gør jeg. Det var først, da hun sagde det, at jeg blev bevidst om det. For de ting vi gør, gør vi bare. Ofte tænker vi ikke så meget over det. Det er en måde for os at være på. Sådan er vi jo bare.

Det kan være sårbart at bede om det, man ønsker sig, for der er en risiko for at få et nej. Omvendt er chancen der også for at få det, man gerne vil have. Det er risikoen og uvisheden, der gør os usikre og er ofte grunden til det svigtende mod.

Det kan føles sårbart at være så direkte og spørge om det, man gerne vil, men det fører os samtidig derhen, hvor vi gerne vil. Andre kan ikke gøre det for os. Vi skal gøre det selv, og vi vokser af det. Vi står op for os selv og vores egne værdier, når vi gør det. Hver gang vi viser mod til at gå efter noget, som betyder noget, noget som vi godt kunne tænke os skulle ske, lever vi det liv, som for os er meningsfyldt. Det er tilfredsstillende.

For mange af os må vi begynde med at finde ud af hvad det er, vi gerne vil. Det kan både være noget vi gerne vil have. Det kan også være noget, vi gerne vil gøre. Måske begge dele og tit hænger det sammen. Er det uvant at mærke efter, må det foregå i små skridt med mere beskedne ønsker. Med erfaringen vil modet til at ønske større komme. Måske det handler om at bede din partner hjælpe dig med noget konkret, som du ikke kan gøre alene, men som føles sårbart at spørge om hjælp til? Eller måske det handler om at bede en ven eller veninde om at gøre noget sammen f.eks. tage i biografen eller bare gå en tur.

Det afgørende er at opbygge modet til at turde spørge også selv om det føles uvant og ubehagelig at være udenfor komfortzonen. Tænk på det, som en del af at være modig og at turde leve det liv, som du selv ønsker.

Så hvad kunne du selv tænke dig at bede om? Du vil sikkert aldrig fortryde at du viste modet til at spørge, også selv om det blev et nej. For du viste mod, og det er det, der liv i, eller som Søren Kierkegaard sagde det: ”At miste fodfæstet for en stund er at leve”.

Kari Bjerke

 


thinker-28741_640.png

Klumme nr 14 af den 30.10.18 i Ugeavisen Sønderborg

Vi er ikke vores tanker, vi har tanker

Hver eneste dag har vi tæt på 60.000 tanker. 95 procent af tankerne i dag, er de samme, som vi havde i går, og er også de samme, vi tænker igen i morgen. 

 Disse tanker påvirker vores trivsel både positivt og negativt. Så der kan være en god grund til at lære tankerne at kende, så vi lærer at forstå, hvorfor vi har det, som vi har.

Mange identificerer sig med sine tanker. Det er almindeligt at tro, at man er sine tanker. Men det er vi ikke. Vi har tanker, som er noget flygtigt, der kommer og går. Det er ikke muligt at stoppe tankerne, men vi kan i stedet lære at få større indsigt i dem.

Det er også almindeligt at tro, at det man tænker er rigtigt. Det er det nødvendigvis ikke. Rigtig mange tanker handler f.eks. om bekymringer om noget der er sket, eller som man er bange for skal ske i fremtiden. Meget af det vi er bekymrede for sker nemlig slet ikke - det er bare en tanke.

Bekymringstanker kan sætte sig som uro i kroppen og endda bidrage til at man får depressioner. Det kan derfor være af stor betydning at begynde at interessere sig for sine tanker.  Når vi lærer tankerne at kende, lærer vi os selv at kende, fordi der kommer et større fokus på, hvad der optager os.

Fordelen ved at bringe større fokus på sin tankevirksomhed er også, at man kan lære at give slip på de tanker, som måske viser sig som en konstant negativ selv-snak og ikke bidrager til det gode liv, som vi alle ønsker os. Det er bl.a. denne selv-snak vi kan opdage ved at lære egne tanker at kende.

Hvordan man kan forholde sig til sine tanker på en sund måde, er noget af det grundlæggende i mindfulness meditation, og det vil jeg fortælle om i den næste klumme.

Kari Bjerke


architecture-1477041_1280.jpg

Klumme nr 13 af den 15.10.18 i Ugeavisen Sønderborg

Stræber vi efter det perfekte liv?

Tidligere flyttede man ind i sit nykøbte hus og levede med det gamle køkken og badeværelse indtil, der var råd til at investere i nyt. I dag køber vi byggegrunde og bygger det hus, som vi ønsker os. Vi gør det, fordi vi kan. Venter ikke på noget. Vil have det bedste og helst fra vi er unge.

Sådan er det med mange ting selv små ting som kaffe. Almindelig filter kaffe er ikke godt nok. Vi vil hellere drikke kaffe fra nyristede kaffebønner brygget på særlige måder og gerne med en gourmet kage til. Og at tage en gymnasium uddannelse med middelkarakterer er ikke nok for mange. Der stræbes efter de højeste karakterer, hvor selv et 10-tal kan opleves som et nederlag!

Vi lever i en tid hvor kun det allerbedste synes godt nok. Stræber vi mon efter det perfekte liv? Mærkevarer er for mange det eneste, der duer. Men gør det os lykkelige kun at stræbe efter det bedste – selv i hverdagen? Eller er det noget af det, som gør at mange af os føler et pres? Et pres som kan skabe stress, angst og depressioner? For er det ikke et pres at opleve, at man skal leve op til at præstere sit yderste det meste af dagen hver dag og at kunne købe dyre mærkevarer (tøj, mobiltelefoner, sko, computere osv.)? Også selv om man er studerende? Er det ikke et pres at tro, at alt hvad der er almindeligt er kedeligt eller ikke godt nok?

Jeg tror, vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi lader os styre af trenden. At tiden lægger op til at kun det allerbedste er godt nok, har en bagside, som vi må være bevidste om. Hvis det næstbedste opleves som en fiasko eller ikke godt nok, så har vi et problem. Så kan vi være fanget i en fælde, hvor vi identificerer os med de ting, vi har og de præstationer, som vi magter at overkomme. Der findes lykken ikke. Det skaber præstationsangst og mindreværd. Men vi har et valg.

Et ordsprog siger at for meget og for lidt fordærver alt. Dette kunne være vores alle sammens reminder om at øve sig i at finde lykken på den gyldne middelvej. Det handler om balance og om at være villig til at undvære noget af alt det, som vi ønsker os. Har du fundet en god balance i dit liv?

Kari Bjerke

 


wall-845707_1920.jpg

Klumme nr 12 af den 09.10.18 i Sønderborg Ugeavis

Hvorfor har vi så travlt?

 Nogen gange undres jeg over, hvorfor vi har så travlt. Hvad er det, vi skal nå? Det kan indimellem virke, som om vi bare skal have tingene gjort så hurtigt som muligt, uden at der egentlig er en grund til det. Det skal bare gå hurtigt! 

 Som samfund har vi f.eks. besluttet, at vores unge skal blive skatteydere så hurtigt som muligt efter endt uddannelse. Mange unge går derfor i skole i ca. 17 år - uden afbrydelser! Ingen sabbat år indimellem til at stoppe op og reflektere over livet og hvilken retning, det skal tage. Er det mon en sund start på voksenlivet? Og hvilke konsekvenser har dette for de unges liv at mærke presset om at skulle hurtigst muligt igennem uddannelsessystemet?

 Også i supermarkeder skal det gå stærkt. Er der mere end 4 i køen, bliver der tit åbnet en kasse mere. Vi lader os transportere af fly i stedet for at tage en smuk togtur med mulighed for at reflektere, for det går hurtigere. Mange af os er også blevet gode til at lave flere ting på én gang, for så kan vi nå mere. 

 Men hvor sundt er det at have så travlt? Og ved vi selv, hvorfor vi vil nå så meget? Hvad er konsekvenserne?

Verdenssundhedsorganisationen WHO har forudset, at de fleste sygemeldinger i 2020 handler om stress. Lige nu er 35.000 danskere syge hver dag pga. stress. Det er dyrt og kan have store omkostninger både for den enkelte, for familien og for samfundet.

Så måske vi skal begynde at spørge os selv hvad intentionen er, med at have så travlt, og hvad der ville ske, hvis det hele tog lidt længere tid. Ville det mon være sundere for os?

 Kari Bjerke


cart-2942512_1920.jpg

Klumme nr 11 af den 27.09.18 i Sønderborg Ugeavis

Den lille dame fra Philadelphia

Livet er ikke altid let. Sådan er det vist for os alle. Min erfaring er, at man ved at arbejde bevidst med sine tanker, følelser og krop, kan skabe større forståelse for den, man er og for de problemer, man har. Erfaringen er også, at det ikke altid er let at få samling på sit liv, da det ofte er komplekst. Historien herunder illustrerer dette på en humoristisk måde. Den kan også minde om, at huske at grine af livet og af os selv, så det hele ikke bliver for alvorligt:

”I de gamle westernfilm er der ofte en scene, hvor en lille dame fra Philadelphia med en bredskygget hat sidder i en diligence, der er kommet ud af kontrol. Kusken er dødeligt såret af en pil i brystet, og de fire heste løber løbsk og trækker diligencen ind gennem krattet, mens den lille dame fra Philadelphia forgæves trygler om, at vognen må komme under kontrol.

Hav denne scene i tankerne og forestil dig, at diligencen symboliserer din krop og kusken din forstand, der er blevet bragt til tavshed. Tømmerne står for dine følelser, som til ingen nytte er forbundet med hestene, der symboliserer dine sanser. Sanserne er helt ude af kontrol og trækker dig gennem livets stier og prøvelser, og den lille dame fra Philadelphia, som står for dit højeste jeg (din samvittighed), bønfalder dig om at få kontrol over din krop og for himlens skyld ophøre med galskaben og få bragt orden i sagerne. Men ak, forstanden er død, og følelserne er ubrugelige, forbundet, som de er, med de løbske sanser.

Dette er et billede på, hvorfor du måske har så mange problemer. Dine langsomt vibrerende sanser trækker dig gennem livet, din forstand reagerer ikke, og dit hurtigt vibrerende højere jeg (ånd) råber til dig inde fra dit sind for at få dig til at gøre det rigtige”.

Moralen i historien må være, at vi inderst inde godt ved, hvad vi skal gøre for at løse vores problemer, og at vi skal arbejde på at blive mere bevidste for at vække vores forstand, så den kan hjælpe os!

Kari Bjerke


IMG_6150.JPG

Klumme nr. 10 af den 11.09.18 i Sønderborg Ugeavis

Min mor er min nærmeste nabo.

For 7½ år siden inviterede min mand og jeg min mor til at bo ved siden af os i det 3-familiers hus, som vi ejer en del af. Intentionen var at være tæt på hende, når hun blev gammel. Da hun flyttede ind var hun 77 år og rask. Nu er hun næsten 84, og hendes helbred har svigtet de sidste 5 år. Der er kommet meget sygdom til.

Det er ikke altid let hverken for hende eller for os at bo så tæt på hinanden. Men det er et bevidst valg, som vi alle tre har truffet, og som vi får det bedste ud af. Min mor føler bla. stor tryghed i hverdagen ved at have sin datter så tæt på. Hvis jeg er bekymret for hende, kan jeg bare gå ind ved siden af. Det tager 1 minut.

De sidste 7½ år har lært mig meget, ikke bare om min syge og aldrende mor, om hendes og min relation, men også om hvordan hospitalerne og hjemmeplejen - ja hele det sociale system fungere. Nogen gang er jeg glad og taknemmelig og andre gange frustreret.

Vi danskere er så utroligt privilegerede at bo i et land uden krig og større naturkatastrofer. Vi har stor frihed til at leve præcis, som vi selv ønsker det. Vi bestemmer endda selv hvor meget ansvar, vi er parate eller villige til at tage i forhold til vores ældre og syge familiemedlemmer, for vi har et velfærdsystem, som tager over for os. Når vores ældre og syge ikke mere kan klare sig i eget hjem med hjælp fra hjemmeplejen, er vores kultur, at de kommer på plejehjem. Sådan er livet i Danmark. Sådan har vi indrettet os. 

Men vores situation herhjemme med en syg mor/svigermor som nærmeste nabo og de nye ændrede livsvilkår, dette har medført, har fået mig til at reflektere over, hvordan det er for de fleste at blive gamle i vores land. Og det er med blandede følelser og et ønske om, at flere af os vil finde glæde og mening i at være tætte på vores aldrende familiemedlemmer.  For til trods for den til tider udfordrende situation mærker jeg samtidig en taknemmelighed over at kunne være der for min mor, nu hvor hun virkelig har brug for mig. Hende der gav mig livet og passede på mig, da jeg var barn.

Kari Bjerke


Billede1.jpg

Klumme nr. 9 af den 04.09.18 i Sønderborg Ugeavis.

Den digitale verden - og vores forhold til den

Vor tid er præget af generelt mange valgmuligheder. Nogen mener for mange, og det kan der være noget om. Det kan f.eks. kræve stor bevidsthed at beslutte hvornår, hvor ofte og hvor længe man bruger sin tid på de sociale medier, for at det ikke skal få negative konsekvenser og gå ud over især vores relationer. I det hele taget kan det være godt at have en holdning til den digitale verden, for at kunne have en sund relation til den.

Man kan f.eks. beslutte i familien, at man ikke svarer telefonen, før man har spist sine måltider. Og at telefonerne ikke ligger på spisebordet, mens man spiser. Man kan slette Facebook app’en på sin mobil og ‘kun’ have den på sin tablet eller computer. Og vente med at læse beskeder til efter morgenmaden eller måske bare til man spiser sin morgenmad osv. Det handler om selv at sætte nogle regler for sig selv og sine kære.

De fleste har smartphones, tablets og computere hvor både Facebook, Messenger, Instagram, sms og email er installeret, og hvor beskeder og notifikationer kommer i en lind strøm i løbet af dagen. Det kan være mange beskeder at forholde sig. Samtidig kan det ind imellem kræve disciplin ikke at tjekke telefonen eller tabletten for nye beskeder. Jeg kender det fra mig selv. Vi er bange for at gå glip af noget. Samtidig kan det virke forvirrende med alle de usammenhængende informationer.

Men hvad er der egentlig, vi går glip af? Hvor vigtigt er det at vide hvor en bekendt er på ferie, se billeder fra restaurantbesøg eller at vide hvem der har fået nye havemøbler? Hvad kan vi bruge det til? Og hvad kan den der lægger beskederne ud bruge 50 ‘likes’ til?

Jeg spørger ikke for at være dommer over om det er rigtigt eller forkert at bruge tid på de sociale medier. Jeg gør det jo selv, men jeg kunne tænke mig at reflektere sammen med flere om emnet. Reflektere over hvornår og hvordan og med hvilke intentioner vi bruger de sociale medier. Ja, hele den digitale verden, så vi kan støtte hinanden i at styre vores aktiviteter på Facebook, Instagram, e-mails - så det ikke er omvendt!

Forleden var jeg på restaurant, hvor jeg bemærkede en ung mand, som sad sammen med en dreng på ca. 11 år. Måske var det hans søn. De sad lige overfor, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor ofte og hvor længe manden kiggede på sin telefon med den ene hånd og samtidig kørte tommelfingeren ned over skærmen, mens han spiste med den anden. Drengen sad overfor ham og kiggede ud i luften, mens han spiste sin mad. Igen - jeg vil ikke være dommer, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dette restaurant besøg blev oplevet af drengen. Mon ikke han har haft en oplevelse af, at telefonen var vigtigere end ham? Uanset, så får det mig til at reflektere over hvilke konsekvenser alle de digitale muligheder, som vi ofte har med os alle vegne, har på både vores nære relationer og også på alle andre mennesker, som vi omgiver os af.

Ind imellem opleves det for mig selv som en udfordring ikke at bruge min tid på at svare på henvendelser, så hurtigt det er muligt. Det er min mand god til at hjælpe mig med. Han er min støtte til at minde mig om, hvad der efter almindelig ‘fyraften’ er vigtigst at bruge min tid sammen med: ham eller den digitale verden…….

Kari Bjerke


_U0A8112.jpg

Klumme nr 8 af den 28.08.18 i Sønderborg Ugeavis:

Vi kan selv gøre meget for miljøet i dagligdagen

 Med risiko for at lyde lidt hellig, så vil jeg betegne mig selv som en bevidst forbruger – ihvert tilfælde meget af tiden. Jeg synes det er vigtig at være med til bl.a. at beskytte vores miljø. Det er ikke så svært.

Jeg har igennem mange år købt meget af mit tøj i genbrugsbutikker. Jeg kommer tit glædestrålende hjem med to stykker tøj, som jeg har købt til yderst billige penge. Og glæden handler om flere ting. Én ting er at være med til at passe på miljøet ved at købe tøj, som andre ikke længere kan bruge og på dén måde undgå at støtte den forurenende tøjindustri (især i Østen). En anden ting er at det er billigt. Den tredje ting er, at jeg, ved at købe brugt tøj, er med til at donere penge til andre, som har mindre end jeg. Pengene fra genbrugsbutikkerne går jo til velgørende formål. Så det er en win-win situation, der mærkes som en sand glæde - hver eneste gang jeg finder et stykke tøj!

En anden beslutning jeg har taget er, at være opmærksom på mine dagligvareindkøb. Hvis jeg eksempelvis står med to avokadoer i hånden og den ene er fra Brasilien og den anden fra Spanien, så vælger jeg den fra Spanien. Det gør jeg, fordi transporten fra Brasilien forurener væsentlig mere pga. den større afstand end transporten fra Spanien.

Andre eksempler fra dagligdagen er at vi også kan hjælpe med at passe på miljøet ved at slukke vandhanen, mens vi børster tænder og dermed spare på vandet. Vi kan også lave mad til to dage af gangen i stedet for at lave en ny ret hver dag og dermed spare på strømmen.

De her små-handlinger er der masser af. Dette er bare små eksempler, som jeg her gør opmærksom på. Jo flere af os, der tænker og handler på lignende måder, jo større er bidraget til et renere miljø. Og det kommer os jo alle til gode.

Kari Bjerke


20151007-IMG_3839.jpg

Nr 7 Klumme af den 09.8.18 i Sønderborg Ugeavis:

Hvordan gik ferien?

Sommerferien er ved at være slut for mange af os. En varm og solrig en af slagsen, i hvert tilfælde hvis ferien blev afholdt i Danmark. 

For mange har den været et dejligt afbræk fra hverdagen og givet ny energi til den daglige trummerum. Ferien har måske budt på aktiviteter og oplevelser, som har været til glæde for én selv, og også for resten af familien og dermed et positivt bidrag for familiesammenholdet. Der har været tid til at være sammen og komme lidt ned i gear. Man har fået ladet så meget op, at udsigten til hverdagens struktur igen føles kærkommen. Nogen ting kunne man ønske havde været anderledes, men det blev overordnet en god ferie.

Sådan er det for mange, men ferieoplevelsen kan også have været en helt anden.

Måske blev glæden ved den forestående ferie, afløst af bristede forventninger til de 3 ugers frihed fra hverdagen og arbejdet. Måske blev ferien en skuffelse, fordi forventningerne var for høje og urealistiske. Og måske blev den derfor konfliktfyldt og på den måde langt fra den dejlige oplevelse, som der var et håb og ønske om, at den skulle blive. Og dette kan der være mange forklaringer på.

For mange af os kan det kan være svært at komme fra en hverdag, der er fyldt til bristepunktet med aftaler og aktiviteter, og med ét stoppe så radikalt op. Især hvis der er en forventning om, at NU skal vi alle kunne nyde ferien! For vi har jo alle forskellige forventninger til, hvad en god ferie er. Og er man en familie, så er der lige så mange forskellige behov, som der er medlemmer i familien. Så at imødekomme de mange – måske endda modsatrettede behov - på 3 uger, kan være en stor udfordring. Især hvis man ikke på forhånd har snakket om dem.

Og det er nok i virkeligheden det, vi skal være mere opmærksomme på, for at alle kan få en god ferie, altså at snakke sammen. Man kunne på forhånd tage et før-sommerferie-snak med dem, som man skal holde ferie med. Her kan man snakke åbent med hinanden om de behov og forventninger, der er til den fælles ferie. På den måde får alle en større bevidsthed om sine egne ønsker og behov, men også for de andres. For ferier sker jo ofte i et fællesskab med andre, og er derfor både ’dine og mine’ behov, som skal tilgodeses.

Samtidig er det uvant for mange af os at være så meget sammen med hinanden, som man jo ofte er i sommerferien. Det skal vi også lige vænne os til. For med en travl hverdag med arbejde, familie og fritidsinteresser kan man let miste kontakten med hinanden. Man skal derfor øve sig i at være sammen i mange dage i træk - alle sammen. Og det er ikke altid lige let. Det kræver bla. at man viser interesse og omsorg for de andre.

Så der kan være mange forskellige forklaringer på, hvorfor ferien i år blev, som den blev. Og hvis den ikke var så god, så kan man vælge at lære af den i stedet for at gøre den forkert og måske bebrejde sig selv eller andre for det, der kunne have været anderledes. At holde en god ferie er de voksnes ansvar og foregår i et fællesskab. - Og så er det godt at tænkte på, at der kommer en ny sommerferie til næste år, hvor alle igen får mulighed for at øve sig i ’den gode ferie for alle’.

Kari Bjerke


DSCF7662.jpg

Nr 6 Klumme af den 31.7.18 i Sønderborg Ugeavis:

Hvorfor rammes så mange børn og unge af angst?

(Ugeavisens overskrift: Angsten styrede mit liv)

Angst kan fylde rigtig meget. Den har fyldt i mit eget liv i årtier. Jeg vil endda gå så vidt som at sige, at angsten i perioder styrede mit liv. Det gør den ikke mere, men det gør den desværre for alt for mange andre. Især viser det sig nu, at mange børn og unge har problemer med at fungere normalt pga angst. Så der er god grund til at prøve at forstå hvorfor den opstår, så vi kan gøre noget ved den. Og uanset om man er 5 år eller 75 år, er det lige ubehageligt, både for den der er ramt af angst, men også for dens omgivelser. For angst påvirker og kan skabe stor afmagt for alle involverede.

Men hvorfor kommer angsten mon? Der kan være mange grunde til, at angst opstår. Mine egne erfaringer er, at man kan få angst, hvis man mister kontakten til den, man er; hvis man holder op med at mærke, hvordan man har det; hvis man tror, at man skal leve op til noget bestemt; hvis man tror at livet altid skal kunne kontrolleres; hvis man tror, at livet altid skal føles godt og at noget er forkert, hvis det ikke gør osv.

Og det kan føles som et kaos, når man har angst. Så for børn og unge som kun har lidt livserfaring, må det være en meget skræmmende oplevelse at være i ’ingenmandsland’, hvor der ingen pejlemærker er, til at kunne navigere og hjælpe sig selv tilbage til at få fodfæste, når angste følelser overvælder dem.

For angst er en følelse, som opstår af tanker. Man udvikler ’katastrofe’ tanker om alt det, man fortæller sig selv kan gå galt. Det sker som en indre dialog. Ofte er det ubevidst, men når man begynder at lægge mærke til sine tanker, og hvad de indeholder, bliver det tydeligt, at man tror på at ’katastrofe’ tankerne er rigtige. Men tanker bare er flygtige, og er noget som kommer og går, og som nødvendigvis ikke altid er sande. Så når angsten har fået fat, kan det være, fordi man har udviklet et tankemønster om alt det forfærdelige, som man er bange for skal ske. Man bliver angst af sine egne tanker.

Når denne angste tankegang udvikles, kan det handle om en angst for at turde mærke livet, sådan som det virkelig er. Man skal derfor lære at have tillid til de oplevelser, som man har, men også udvikle den nødvendige tillid andre og til verden, også selv om den kan virke skræmmende ind imellem. Livet er uforudsigelig for os alle, og det skal vi lære vores børn. Vi skal lære dem, at der ingen garantier er, at vi alle skal igennem en masse ubehagelige oplevelser igennem livet, og at det netop er disse, der er med til at gøre os stærkere. Vi skal lære dem ikke at være bange for livet. Vi skal i stedet støtte dem i at turde leve deres eget liv i et fællesskab med andre og med al den uvished, der følger med. For som Søren Kierkegaard udtrykte det: ’Livet forstås baglæns, men må leves forlæns’.

Vi skal derfor fortælle vores børn og vise dem, at det er ok at lave fejl og ikke at vide, at livet ikke handler om at se perfekt ud og få høje karakterer, men om at udvikle modet til at møde livets udfordringer én efter én og at blive klogere af dem undervejs.

Så frem for at beskytte vores børn mod alt det, der er ubehageligt, skal vi i stedet fortælle dem, at livet både er skønt, men at det også hårdt. Vi skal lære dem at turde leve livet, også når det gør ondt. Og så skal vise dem, at vi tror på, at de kan og har resurserne til at skabe sig det liv, som de selv ønsker sig. For børn har brug for nogen, som tror på, at de kan selv. Dette skaber den selvtillid, som de har brug for, og som de vokser af.

Kari Bjerke


IMG_20150704_183659.jpg

Nr 5 Klumme af den 19.06.18 i Sønderborg Ugeavis:

Parforhold og hemmelige aftaler.

Jeg har været i det samme parforhold i 37 år, uden afbrydelser. Det er mange år at leve med den samme person. Der har været udfordringer igennem tiden, og er det stadig ind imellem. Vi er jo to forskellige mennesker. Noget jeg har lært er, at det gode parforhold ikke kommer af sig selv. Min erfaring er, at man aktivt skal arbejde på at få det godt sammen med sin partner. Og her handler det ikke om luksus spaophold, men om aktivt at forholde sig til hinanden og ændre på de ting, som ikke fungerer, og som gør at man ikke trives begge to.

For mange år siden, da jeg tog træning i psykoterapi, lærte jeg en del om at være i en sund relation med sin partner. Lad mig sige det kort: let var det ikke og provokerende var det, men det skabte også en ny bevidsthed om mit eget ansvar for hvordan jeg kunne få det godt med ham, som jeg havde valgt at leve mit liv med. Noget af det jeg blev spurgt om, og som jeg her kan give videre var:

Hvordan har du det med din partner? Beriger I hinandens liv? Føler du I forstår hinanden? Respekterer I hinanden? Er der plads til at I kan udvikle Jer? - både sammen og hver for sig? Kan I give plads til hinanden begge to, eller er det kun den ene der giver plads til den anden? Er I ligeværdige partnere? Bidrager I begge til at det skal være et tilfredsstillende parforhold? Måske du enten selv eller sammen med din partner kunne reflektere over disse spørgsmål. Dette kunne muligvis give Jer begge større forståelse for Jeres forhold.

OG så kan det også være spændende at lægge mærke til hvem gør hvad f..eks.: hvem støvsuger bilen? Hvem sørger for at købe gaver til familiefødselsdage?  Hvem lapper familiens cykler når de er punkteret? Hvem sørger for at skifte olie på bilen? Hvem sørger for at børnene har rent tøj? osv. Meningen med alle disse spørgsmål er at blive klar over hvem der tager initiativ og ansvar for at få gjort de ting, som skal gøres for at begge trives. Og her kan man jo gå i dialog med hinanden om det noget I begge er enige om? Eller er det bare blevet sådan. Måske har I lavet en hemmelig aftale mellem jer. Hemmelige aftaler opstår, når man ikke åbent forhandler om, hvem der gør hvad. Det er, når man hver især forventer ting fra hinanden uden at have talt om det. Hvis man oplever at have det sådan sammen, kan det styrke parforholdet og fællesskabsfølelsen at tage alle de nødvendige praktiske ting op og forhandle mere åbent om dem. Måske betyder det at den ene part må bidrage med flere praktiske ting for at der er balance i tingene.

I mit parforhold har vi lært at være meget opmærksomme i forhold til vores indbyrdes hemmelige aftaler. Det har været positivt for os begge. Selv om det kan være besværligt ind imellem, har det også været lærerigt for os begge. Bl.a. forhandlede vi os engang frem til, at ansvaret for vasketøjet ville vi være fælles om. Vi aftalte at vaske tøjet, når vasketøjskurven var fuld. Vores første udfordring blev da at definere, hvornår kurven var fuld. For mig var den fuld, når den var lidt mere end halvfuld, og for min mand var den først fuld, når vasketøjet lå ovenpå kurven, fordi der ikke kunne være mere nede i den!… :-)  Og det er jo med parforhold som med alt muligt andet:  vi kan enten blive sure og afvisende overfor vores partner, når tingene ikke går som vi ønsker det, men vi kan også vælge at opfatte  uoverensstemmelserne som en mulighed for personlig udvikling. Samtidig ville det kunne bidrage til en forståelse for, at vi alle er forskellige.

Kari Bjerke


maxresdefault.jpg

 

Nr. 4 Klumme af den 05.06.18 i Sønderborg Ugeavis

Sårbarhed er ikke svaghed – det er mod!

Jeg tror, at mange af os er vokset op med oplevelsen af, at det at vise følelser er at vise svaghed. Måske er det derfor, at det føles uvant og muligvis ubehageligt, når vi mærker, viser og udtrykker den vi er, og vi kan blive usikre på hvordan det bliver modtaget af andre. Dette gælder begge køn, og er ikke bare noget ’feminint’.

Den amerikanske forsker, Brené Brown, har de sidste 16 år forsket i emnerne: mod, sårbarhed, skam, angst og empati. Med sin topakademiske tilgang begyndte hun studierne for selv at forstå nogle sammenhænge. Resultaterne ændrede hendes liv.

Udgangspunktet for forskningen er menneskers evne til at føle sig forbundet med andre som er det, der giver os formål og mening i livet. Brené Brown fandt ud af følgende:

De mennesker som har en oplevelse at være værdifulde, har en stærk følelse af kærlige tilhørsforhold. De oplever sig selv som værd at elske og betegnes af Brené Brown som helhjertede mennesker. De har det tilfælles, at de har modet til at være uperfekte, er medfølende overfor dem selv og andre og så er de gode til give slip på den, de tror, de skal være, for i stedet at være autentiske. Disse faktorer gør, at de føler sig forbundet med andre.

Brené Brown’s forskning viser også, at blandt disse mennesker er sårbarheden er en del af hvem, de er. De giver sig selv lov til at vise deres sårbarhed. De tror på at det netop er valget om at vise deres sårbare sider, der gør dem smukke. De snakker om sårbarhed som: 1) værende nødvendig 2) at være villig til at gøre noget uden at have nogen garantier 3) om villigheden til at trække vejret og at turde være i uvished.

En følelse af sårbarhed kan f.eks. opstå når vi; beder andre om hjælp, når vi er ærlige, om hvordan vi har det, søger et nyt job, eller når vi lader vores barn lege udenfor alene for første gang m.m.

Undersøgelserne viser, at vi har en tendens til at lægge låg på vores sårbarhed, så vi ikke kan mærke vores følelser, ved at spise for meget, drikke for meget, tage for meget medicin og sætte os selv i økonomisk gæld o.l. hvilket kan føre til usund levestil og i nogle tilfælde til isolation og ensomhed.

-Jeg synes, at denne forskningsundersøgelse er yderst relevant, idet jeg tror, at mange af os oplever, at vi ikke slår til. Vi tror fejlagtigt, at vi skal leve på en bestemt måde, og at livet handler om status og om at være perfekte. Af disse grunde tør vi ikke gøre os sårbare. Af frygt for at blive misforstået og ikke føle os gode nok, taber vi modet til at håndtere andres vurderinger af os.

Paradokset er, at vi på den ene side søger meningsfulde og autentiske relationer til menneskene omkring os, og samtidig mangler vi nogle gange modet til at vise vores sårbarhed som netop er det, der gør, at vi bliver mere forbundne med andre!

Inspirationen kan måske være, at NÅR vi tør vise vores sårbarhed, og vise hvem vi er på den helhjertede måde, så støtter det andre i at gøre det samme.

Kari Bjerke


Nr. 3 Klumme (uredigeret) af den 15. 05.18 i Sønderborg Ugeavis

Hurra for Inga og hendes livsvilje

Det handler om min ven. Det virker nu mere, som om hun er min veninde trods aldersforskellen på næsten 25 år. Hun er 82, og vi har kendt hinanden siden 1992. Og hvor har vi delt meget igennem årene. Med hende kan man både grine og have dybe samtaler. Inga er en ven, sådan en man kan regne med, og som man kan snakke med om næsten alt. Hun er ung i sind, tænker stort og er farverig både indvendig og udvendig. Her hersker ingen jante-lov. Der er højt til loftet og gardinerne i den store herskabslejlighed er lige så farverige og storblomstrede, som hendes sind og udstråling.

Inga er min inspiration på rigtig mange måder. Hun VIL livet, er positiviteten selv. Hun ser det bedste i andre mennesker og fokuserer på mulighederne frem for begrænsningerne i det liv, som hun har tilbage.

For hun har haft kræft i 22 år. Efter at hun fik den alvorlige diagnose, er hun blevet enke efter mere end 50 års ægteskab. Men livet er forsat med stor appetit på trods af både diagnose og tabet af sin elskede livsledsagerske. Hun har fået kemo, stråler og mange andre ubehagelige behandlinger. Haft brækket sin hofte, sit lårben, ja, er endda blevet opereret for nylig…..Hun overlever igen og igen.

Og så har der også været overskud til at få en kæreste! For 8 år siden mødte hun Walter på et Højskoleophold. De blev meget hurtigt enige om, at det skulle være de to, og tiden var knap, så efter 3 dage blev de forlovede. Og Walter har siden været en uvurderlig støtte for Inga. Tak, Walter!

 For mig er det helt utroligt, at man kan være så syg og samtidig være så positiv og sådan en livsnyder, som Inga er – især når man tænker på, hvor mange daglige smerter hun har.

Forleden fik jeg en sms, hvori hun skrev: ”Vi tager på vores niende krydstogt, inden jeg skal i gang med kemo og stråler” - og det er Inga i en nøddeskal! Hun insisterer på at få det ud af livet, som hun overhovedet kan – og hun styrer det selv langt hen ad vejen.

Når jeg ind imellem synes at det hele er lidt op ad bakke, så hjælper det tit at tænke på min kære ven, og det hun er oppe imod: ingen dag uden smerter og alligevel farver hun læberne røde og går ud i byen med sin blomstrede kjole, sin flotte hat og sin rollator!  Hurra for Inga og hendes inspirerende livsvilje.

Kari Bjerke

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

venter.jpg

 

Nr. 2 Klumme af  24.04.18 i Sønderborg Ugeavis

Om at mærke taknemmeligheden for det vi allerede har     

Kender du det med at gå og vente…..vente på noget, som du ikke engang rigtig ved, hvad er. Det kan opleves, som om der konstant mangler noget, fordi du vi oplever, ikke er godt nok. Kender du det? Det er som om det liv, du lever lige nu, ikke er det ”rigtige”. Nogen gange kan denne venten være en oplevelse af, at ”der må være noget mere end dette”….

Men måske er der ikke ”mere end dette”, og måske er lykken i virkeligheden at stoppe med at vente for i stedet at øve os i at give hverdagslivet større opmærksomhed. Måske er hverdagen, som den er for dig lige nu - lykken, problemet er bare, at du endnu ikke har opdaget det, for du går og venter på noget bedre.

Vi kan gå og vente et helt liv. Måske venter vi på at finde en kæreste, et bedre job eller bare et job, at blive rask, at blive gravid, at børnene bliver store og kan klare sig selv, så vi kan komme mere ud at rejse eller at gå på pension.  Og når vi så har fået en kæreste, et nyt job eller at børnene er blevet store, så er det noget andet, som vi venter på skal ske…. Livet kan leves på den måde, måske endda uden at vi selv er klar over det.  Denne oplevelse af, hele tiden at vente på at noget bedre skal ske, kan netop være det, der gør os triste eller det, der er værre!

Tænk hvis vi i stedet øvede os i at lægge mærke til alt det, vi allerede har, og som er lykkedes i vores liv? Ville bare tanken om dette være en støtte for dig? Kan du fornemme hvordan dit liv ville opleves anderledes og måske bedre, hvis du lærte dig selv at lægge mere mærke til alt det, du har? Det som du måske oplever som en selvfølge, og som du derfor ikke oplever som lykken? Kan du forstille dig, at du ved at ændre din egen indstilling kunne skabe et bedre liv for dig selv? Det kan du!

Vi KAN lære at blive gladere for det, vi allerede har. Det er simpelthen et spørgsmål om at træne sin opmærksomhed på det, der er lykkedes for os, og som vi har. Måske du kunne starte med at lave en liste over alt det, du er taknemmelig for at have i dit liv.

En undersøgelse viser, at man bliver et lykkeligere menneske, når man hver dag tænker på 3 ting, som man er taknemmelig for. Ville det ikke være en dejlig måde at falde i søvn på?

Kari Bjerke

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

mind-16.jpg

Har den store fornøjelse af være blevet én af Klummeskriverne i Sønderborg Ugeavis. Her er min første klumme af den 26. marts 2018:

Nr. 1 Klumme af 26.03.18 i Sønderborg Ugeavis

Drømmekagen fra Brovst – meget mere end en kage

Lige siden mine tre nu voksne sønner var små, har jeg med jævne mellemrum bagt drømmekagen fra Brovst. Jeg har bagt mange kager, men denne har nok været den mest bagte i vores hjem.

Og hvor HAR den kage da bidraget med megen glæde rundt omkring – også uden for familiens fire vægge. Jeg kan huske hvordan min gamle svigerfar i de sidste år, han levede ikke ønskede sig noget til sin fødselsdag.  Han elskede drømmekage, så efter han blev 80 år fik han en friskbagt drømmekage (til sig selv - ikke til at dele med gæsterne!) hvert år til sin fødselsdag. Han blev lige glad hver år.

Og det er som om at hjemmebagte kager har fået endnu større betydning de senere år. Efter at vi er begyndt alle sammen at have så travlt, virker det som om, at en hjemmebagt kage er noget særligt. Det behøver ikke at være Kagedysten-standard, nej, bare den serveres helt friskbagt – så mangler man bare kaffen for at livet føles som gave!

Engang min tandlæge gav mig et kærkommen nedslag i prisen, kvitterede jeg med en lun drømmekage. En anden gang fik jeg sat vinterdæk på selv om værkstedet faktisk ikke have tid. De brugte noget af frokostpausen på at skifte dækkene - de fik også en drømmekage, ligesom alle de indsatte, som jeg underviste i Ikkevoldelig Kommunikation i Sønderborg Arrest for mange år tilbage, også fik drømmekage til fredags eftermiddagskaffen rigtig mange gange. Her kunne jeg få historier med gamle minder om farmor, som havde bagt kager til dem tilbage i barndommen.

Hvorfor jeg gør det?

Alle de oprigtig glade smil over at modtage, se, dufte og spise denne kage er MIN glæde!

Nogen tænker måske at kagen bliver brugt som manipulation til at få det, jeg selv gerne vil have. Men det kan jeg sige med sikkerhed, at kagen ikke bliver brugt som. Og hvordan ved jeg det? Fordi jeg altid kontakter min intention FØR jeg beslutter mig til at bage en kage til andre.

Intentionen er at GIVE og at GLÆDE mine medmennesker.  Så enkelt er det. Og det kan anbefales;)

Kari Bjerke