Hvad er vigtigst: dit arbejde eller dit helbred?
Klumme nr 38 i Ugeavisen Sønderborg, den 5. marts 2023
Denne klumme er skrevet af Kari, der er uddannet socialrådgiver, psykoterapeut og mindfulness instruktør. Hun bor i Sønderborg og arbejder med undervisning i yoga og mindfulness på Alsik og som selvstændig i virksomheden www.karibjerke.dk. Kari har 3 voksne sønner, 3 børnebørn og er gift på 37. år.
Spørgsmålet har jeg stillet til mange, rigtig mange. Især i min tid som socialrådgiver, hvor jeg ofte mødte medmennesker, som havde en meget høj arbejdsmoral. Mennesker, hvor arbejdet kom før dem selv. De følte, at de var NØDT til at arbejde, også selvom helbredet tydeligvis ikke kunne klare det.
Nu arbejder jeg ikke mere som socialrådgiver, men spørgsmålet er stadig relevant. Måske er det endda mere relevant nu end nogensinde før. For rigtig mange føler sig presset på jobbet. Der bliver forventet meget af dem. Ofte fortsætter arbejdet, efter de er kommet hjem. På den ene eller anden måde forbliver mange i kontakt med arbejdspladsen, også selvom de har fri.
Før var det kun ledere og selvstændige, der havde mere flydende grænser, som en del af deres arbejdsliv. Nu er det også den enkelte medarbejder, der oplever en forventning fra arbejdspladsen om at skulle svare på spørgsmål eller forholde sig til arbejdsopgaver o.a. efter officiel endt arbejdsdag. Denne manglende grænse for, hvornår de egentlig har fri kan være med til at gøre, at mange aldrig rigtig mærker, at de har fyraften. Grænsen kan være visket ud.
Mon det er med til at gøre mange af os syge med f.eks. stress? Kan den manglende grænse for, hvornår man har fri (muligvis kombineret med at skulle håndtere flere opgaver, end der er tid til) gøre, at mange bliver belastet og får helbredsskader af at have et arbejde?
Personligt oplever jeg i min egen virksomhed en betydelig større efterspørgsel efter tiltag på arbejdspladsen, som handler om at øge trivslen for den enkelte medarbejder. Tilbud som kurserne STOP OP & Hold Fokus, Bæredygtig Kommunikation, Mindful Yoga på Arbejdspladsen og andet efterspørges i en grad, at det kan være svært at følge med. Og det giver god mening, for det er alt sammen kurser og forløb, som bidrager til at passe på sig selv, og som er med til at bygge os op. Det handler om nye måder at styrke både kroppen og sindet på. Det nye er, at det alt sammen sker ude i virksomhederne. Lige fra mental træning via yoga og meditation til at lære at udtrykke sig bæredygtigt, samt hjernepauser og stilhed.
Heldigvis er der ved at ske ændringer i mange virksomheder. Fra at være den enkeltes ansvar at trives på arbejdspladsen, tager flere og flere virksomheder nu et betydeligt større medansvar for at deres ansatte trives. Det har mange virksomheder indset er nødvendigt, hvis de vil holde på deres medarbejdere. Ud over at tilbyde deres medarbejdere sundhedsforsikringer er derfor også blevet mere almindeligt at få tilbudt både massage og Mindful Yoga i arbejdstiden betalt af arbejdsgiveren. Desværre gælder disse værdifulde tilbud ikke i alle virksomheder. Mange er derfor stadig afhængige af selv at tage ansvar for en presset og måske endda uholdbar arbejdssituation, som tærer på både det fysiske og de psykiske helbred.
Heldigvis er der ved at ske ændringer i mange virksomheder. Fra at være den enkeltes ansvar at trives på arbejdspladsen, tager flere og flere virksomheder nu et betydeligt større medansvar for at deres ansatte trives. Det har mange virksomheder indset er nødvendigt, hvis de vil holde på deres medarbejdere. Ud over at tilbyde deres medarbejdere sundhedsforsikringer er derfor også blevet mere almindeligt at få tilbudt både massage og Mindful Yoga i arbejdstiden betalt af arbejdsgiveren.
KARI BJERKE
Men uanset din arbejdssituation - og for at komme tilbage til begyndelsen af klummen - hvis du har et arbejde, og føler dig udfordret på dit helbred af dit arbejde, kan du spørge dig selv, hvad der er vigtigst: dit arbejde eller dit helbred?
Og hvad end du måtte svare, er det vigtigste, at du virkelig mener det. Og ja, jeg ved det, det er ikke nemt, men det svar du kommer frem til, kan få afgørende betydning for din livskvalitet. Som oftest kender vi også godt svaret inderst inde. Vi skal ”bare” lytte dybt. For i sidste ende er det os selv der er ansvarlige for det liv vi lever, og der findes altid løsninger.
Klumme nr 37 i Ugeavisen Sønderborg, den 8. oktober 2022
Det fylder meget når du ikke kan sove
En god nats søvn er ikke en selvfølgelighed.
Det sker, at jeg vågner midt om natten, og hvor der kan gå en måske to timer, før jeg igen falder i søvn. Det er også sket et par gange, at jeg har ligget en hel nat uden at falde i søvn. Og indimellem kan der gå lang tid, før jeg kan give slip og glide ind i søvnen. Her ligger jeg og vender og drejer mig i sengen og venter bare på at søvnen skal indhente mig.
Det er meget belastende ikke at kunne sove, og det er mit indtryk, at mange af os oplever søvnen eller mangel på samme som noget, der fylder rigtig meget. For nogen har det ligefrem udviklet sig til manglende livskvalitet, fordi trætheden følger dem hele dagen. De kan opleve at blive urolige, når det nærmer sig sengetid, for overbevisningen om ikke at kunne sove har taget over. For nogen er det bare en kort overgang, som handler om en særlig belastende periode i livet, men for andre har den manglende søvn og ikke at kunne sove sat sig fast, og kan derfor være svær at komme ud af. Situationen føles fastlåst.
Der kan være mange forskellige grunde til, at vi ikke kan falde i søvn. Det kan være tanker, som holder os vågne. Tanker om noget, der skal ske i fremtiden eller noget, der er sket. Oplevelser og tanker, som ofte er af negativ karakter, bliver ved med at have greb i os, og som derfor kan være svære at slippe. Og det at falde i søvn handler netop om evnen til, at vi giver slip.
Den manglende søvn kan også handle om den måde, vi lever og arbejder på. Hvis du er en af dem, som er belastet af for lidt søvn, kan det være fordi du for travlt. Du vil nå mere, end der er timer i døgnet til, og din urealistiske tilgang til alt det, du vil nå, holder dig vågen. Eller måske du har påtaget dig et for stort ansvar i arbejds- og/eller privatlivet. For selvom du trives med at have ansvar, kan det være, at grænsen for et sundt ansvar er overskredet. Tingene har udviklet sig stille og roligt og lige pludselig er det bare blevet for meget. Eller måske du har for lidt ansvar og tanker om, hvad du kan gøre for at få det, er det, der holder sig vågen. Begge dele påvirker os negativt.
Den manglende søvn kan også handle om den måde, vi lever og arbejder på. Hvis du er en af dem, som er belastet af for lidt søvn, kan det være fordi du for travlt.
KARI BJERKE
Et andet scenarie kan være, at dit sind er optaget at ting, som kan være svære at gøre noget ved. Det kan være sygdom enten i dit eget liv eller hos dine nærmeste. Det kan også være forhold i familien, som du har svært ved at forstå, eller se hvad du selv kan gøre så forholdet kan udvikle sig en mere sund retning. I denne kategori hører også bekymringerne. Bekymringer om f.eks. konsekvenserne af krigen i Ukraine, energikrisen, inflationen, corona-situationen i kommende efterår og vinter er alle sammen ting, som i sig selv er grunde nok til at holde enhver vågen. Bekymringer, som vi ikke har indflydelse på, men som kan fylde os med uro, tankemylder eller endda udvikle angst, hvis vi lader tankerne løbe af med os.
Og når vi har svært ved enten at handle på ting eller at acceptere de ting, som vi ikke kan gøre noget ved, er vi i konflikt med den virkelighed, som er. Sådanne situationer kan virkelig stjæle vores nattesøvn.
-Ofte afslutter jeg mine klummer med gode råd. Dem har jeg desværre ingen af her. Du efterlades derfor til selv at fortsætte med at reflektere over, hvad der holder dig vågen om natten og til, om der er noget, du kan gøre ved situationen. Så jeg vil ønske dig god fornøjelse med arbejdet på enten at ændre noget i din hverdag eller på at øve at give slip på de ting, som du ikke har indflydelse på.
Og dog, hvis jeg alligevel skulle komme med et råd, som tit hjælper mig selv til at falde i søvn, er det denne banale og ofte effektive tilgang til at kunne falde i søvn: find en god oplevelse frem i dine erindringer eller et ønske om en drøm, som du kunne tænke dig at udleve. Det kan være tænkte situationer, som fylder dig med glæde, når du tænker på dem. Dvæl da ved de behagelige tanker et stykke tid, tænk på dem i detaljer, forestil dig det sker, mærk det. Her får sindet mulighed for at falde til ro, og når sindet falder til ro, hjælper det kroppen til at falde til ro og søvnen kan være lige om hjørnet.
Kari Bjerke
Klumme nr 36 i Ugeavisen Sønderborg, den 14. august 2022
Hvordan du kan lære at mærke livets smerte
Livet er fyldt med smerte. Sikke en start på en Klumme! Men forstår vi og integrerer vi denne kendsgerning, kan det føre til et dybt tilfredsstille liv. Udfordringen er at forstå kendsgerningen, fordi det er modsat af hvad de fleste af os tror er rigtigt. Det har måske at gøre med, at da vi var børn, lærte mange af os, at vi ikke skulle mærke smerte. Hvis vi f.eks. slog os, fik vi et plaster på såret og derefter måske en is, så fokus kom væk fra at mærke, at det gjorde ondt. Denne velmenende handling kan have været med til, at vi fik lært, at smerter ikke er godt at mærke. Det er et banalt eksempel, men nok til at forstå, at vi tidligt i livet har fået lært ikke at mærke ubehagelige oplevelser.
Samtidig lever vi i en tid, hvor næsten alle har travlt. Det kan nemt opfattes som om, at jo mere travl du har, jo mere succes har du. Paradokset er, at der pt findes utallige historie med mennesker som fortæller, hvordan de er blevet syge med stress, og hvor de slet ikke har været klar over, hvad der skete med dem, før de ”lå ned”. Det er skræmmende, at mange af os er kommet så langt væk fra at kunne mærke os selv. Og hvis du ovenikøbet kommer fra en familie, hvor I ikke snakkede om følelser, kan det være en yderligere udfordring at kunne mærke dig selv. Den gode nyhed er, at du kan lære det.
Der er flere måder komme i en bedre kontakt med sig selv. At lære at træne sin opmærksomhed og at meditere er en garanti for, at du får lært at mærke dine følelser. Det er min vej, men hvis du ikke er motiveret for mindfulness, kan du f.eks. hver dag afsætte tid af til at lave ingenting. Når jeg skriver ingenting, mener jeg INGENTING. Du kan afsætte 15 min. hver dag til bare at kigge ud i luften for at fokusere din opmærksomhed på at lægge mærke til det, du ser. Bare det. Også selv om det føles uvant og en smule underligt i starten. Det er godt for din hjerne og for din krop ikke at gøre noget hele tiden. Du lader bare de følelser og tanker komme, når du er opmærksomt til stede. Muligvis vil denne oplevelse gøre, at du føler rastløshed, kedsommelighed, ked-af-det-hed eller lignende netop fordi det er uvant at blive i følelsen. Din opgave er da at anerkende, at du opdager det! Og acceptere det du opdager, FORDI: det er vejen til at lære dine følelser at kende. Det er også vejen, til at lære at mærke dig selv, og til at få et mere frit liv. Hvorfor? Fordi du nu er i gang med at træne dig selv i at blive mindre uafhængig af, at du får det, som du gerne vil have det. I stedet lærer du dig selv at anerkende det, du mærker, det som er virkeligheden.
For de fleste af os er denne indstilling omvendt af det, vi troede ville bringe lykke. Fejlagtigt tror vi nemlig at lykken er at styre alt det, vi kan. I fritiden fylder vi ofte tiden ud med de ting, som vi har lyst til at lave. De ting der føles godt, og samtidig prøver vi at undgå de ting, som er ubehagelige. Denne indstilling gør os desværre bare både sårbare og utilfredse, fordi den efterlader os med oplevelsen af, at vi hele tiden mangler noget eller at noget skal være anderledes end det er.
Så i stedet for at forsøge at undgå eller at dulme smerten/ubehaget, (som vi fik lært, da vi var børn og havde slået os og blev afledt af en is), ved at trøste dig selv med mad, underholdning, alkohol m.m., kan du i stedet træne dig selv i at tolerere, når noget er ubehageligt eller smertefuldt. Det er her vi virkelig bliver frie ved at lære at acceptere, når tingene ikke bliver, som vi forventede, håbede eller ønskede. Helt konkret gik sommerferien måske ikke, som du havde håbet den ville. Forventningerne var enten for høje, eller der var muligvis mange konflikter i familien der gjorde, at ferien endte med at blive en stor skuffelse. Hvis ja, så begynd at træne den nye indstilling lige her ved at blive i følelsen, mærk den og anerkend den. Og nej det er ikke nemt, for det kan være ubehageligt, men lad det komme an på en prøve. Det handler om at gøre op med vanen om at flygte væk fra dig selv, om villigheden til at møde og mærke det autentiske og om at få fornemmelsen af den indre frihed, der kommer af denne indstilling. Kan du mærke det?
Kari
Klumme nr 35 i Ugeavisen Sønderborg, den 21. maj 2022
At føle smerte er en del af livet
Jeg har lige være på et amerikansk online retræte sammen med 58 andre. Et retræte er en tilbagetrækning fra den hverdag, som vi kender. På et online retræte trækker man sig fysisk fra de andre i husstanden i de dage, retrætet finder sted. Her mediterer man i stilhed og lytter til inspirerende og lærerige oplæg som f.eks. dette, om det at forholde sig til smerte i livet.
Og dette retræte var tiltrængt……..
For halvanden måned siden mistede jeg min far meget pludseligt. Trods hans 88 år var det et chok, at han døde. Mest af alt var det en påmindelse om, at livet ikke varer evigt og kan slutte brat.
For livet er ingen selvfølge. Det har vi alle vist erfaret igennem mere end to år med corona, og nu også med en krig i Europa. Det er bare smerte på smerte! Og når følelser som håbløshed og afmagt, over al den smerte indimellem får taget i mig, mærker jeg, hvor uønsket smerten føles. Jeg tror ikke, jeg er alene om at have det sådan. Vil vi ikke alle helst undgå at opleve uretfærdighed, konflikter og måske endda ondskab?
Virkeligheden er bare den, at smerte findes. Både den over uretfærdigheden og ondskaben, men også den mere hverdagsagtige smerte, som vi alle mærker, når man f.eks. ikke trives på jobbet, når det knager i parforholdet, hvis børnene ikke har det godt eller andre mere almindelige men udfordrende situationer. Kort sagt: den smerte vi føler, når vi ikke føles os i balance i livet.
Det resonerede derfor dybt, da meditationslæreren på onlineretrætet gjorde opmærksom på, at ”vi må lære at blive komfortable med smerten”, for tænk hvis vi ikke behøvede at gå og være bange for at smerten kom! Tænk hvis vi kunne lære at få et mere afslappet forhold til hverdagssmerterne, når vi ikke fik det, som vi ville have det! Tænk hvis vi kunne erkende at smerten er et livsvilkår, og som derfor er noget vi må lære at forholde os til! Og tænk hvis vores personlige arbejde bestod i at lære at mærke smerten i sine forskellige former, hver gang vi mødte den!
Selv er jeg godt i gang med at lære, at det nytter at blive i det, der føles ubehageligt, og som ikke går min vej. Og at blive i det betyder, at jeg øver mig i ikke at flytte min opmærksomhed væk fra det, jeg ikke har lyst til at mærke ved f.eks. at surfe på de sociale medier, spise noget sødt, gå en tur, læse osv. I stedet øver jeg mig i bare at mærke det, der føles ubehageligt. Hvorfor?
Fordi, det at være villig til at mærke smerten, er vejen til at lære den at kende. For smerten er uundgåelig, og vi hjælper ikke os selv ved at prøve at komme væk fra den. Tværtimod fører det ofte til mere smerte. Så hvorfor så ikke blive interesseret i at lære den at kende, så vi med tiden og øvelse kan få et bedre og mere afslappet forhold til det at mærke smerte. For den er en naturlig del af livet, som vi ikke skal forsøge at undgå. Det at kunne rumme vores egen smerte gør os både mere robuste og så bliver det samtidig nemmere at forholde sig til andres smerte af den grund, at vi netop kan rumme vores egen.
Og hvordan man kan lære at mærke smerten, vil jeg skrive om i min næste klumme.
Kari
Klumme nr 34 af den 19. februar 2022 fra Sønderborg Ugeavis
Klummeskribent Kari Bjerke fortæller her, hvordan hun blev ramt af stress og håbløshed i 2009 - og hvordan hun vendte det til noget positivt.
Vi vil så meget i både vores arbejdes- og privatliv. Der er gang i den. Der er så meget gang i den, at vi har svært ved at være i ro. Ikke mindst at finde den indre ro. Der er noget hele tiden. Hele tiden er vi på vej til det næste, og når der endelig er en kort pause, fylder mange af os tiden ud med at tjekke notifikationer på Facebook, Instagram osv.
Vi er overstimuleret. Hjernen er aldrig i ro, og når vi endelig, efter en lang dag, lægger os i sengen for at sove, er hovedet så fyldt af tanker, at vi ikke kan falde i søvn. Og hvis hjernen ikke får den søvn, den har brug for, påvirker det dens funktion over tid ved bla nedsat hukommelse og svækket reaktionsevne.
Det har konsekvenser, når vi ikke får den søvn, som vi har brug for. Vi kalder det hamsterhjulet. Dagene går bare helt af sig selv, og vi prøver at følge med, med alle de vaner og mønstre, som vores liv er styret af. Nogle gange kan det føles, som om vi selv har svært ved at følge med i vores eget liv, for oplevelsen af hele tiden at være bagud præger de fleste dage. Vi har svært ved at se, hvordan tingene skal blive anderledes.
Fakta er, at vi er de eneste, der kan stoppe op selv i tide!
Ramt i 2009
Stressen stoppede mig i 2009. Og det var sammen med følelser af udbrændthed og håbløshed. For ikke nok med, at jeg ikke kunne arbejde, fordi kroppen og psyken sagde fra, jeg mistede også mit arbejde som socialrådgiver pga. af stressen. Så langt behøver man ikke at presse sig selv. Der findes andre konstruktive løsninger og også hjælp at hente.
For mig blev én af løsningerne at tage en uddannelse i mindfulness (opmærksomhedsøvelser og meditation). Her fik jeg lært at mærke kroppen og opdagede den mentalegrænse for, hvor meget jeg kan presse mig selv.
For mig blev én af løsningerne at tage en uddannelse i mindfulness (opmærksomhedsøvelser og meditation). Her fik jeg lært at mærke kroppen og opdagede den mentalegrænse for, hvor meget jeg kan presse mig selv.
KARI BJERKE
Trods at jeg har uddannet mig i mindfulness, som jeg lever af det i dag, er jeg stadig udfordret. Igen og igen må jeg STOPPE mig selv for at holde pause i det konstante opgaveflow. Det gør jeg ved f.eks. at tage tre dybe og langsomme åndedræt et par gange i løbet af dagen. Jeg holder en såkaldt ”hjernepause”, for måske bare at kigger ud ad vinduet og lægger mærke til det jeg ser, eller drikker et glas vand, te eller kaffe med fuld opmærksomhed, kun for virkelig at smage på det, jeg drikker. Disse enkle og effektive øvelser, giver hjernen det afbræk der gør, at den får lidt ”fri” fra tankerne, så den igen kan fungere effektivt.
Og tænk at være så heldig at arbejde med noget, som hjælper mig selv. Jeg tilbyder bla. kurser med værktøjer i at STOPPE Op. Efter sådan en kursusdag er jeg selv fyldt op af ro, tilfredshed og en afslappet følelse i krop og sind. Denne ro kan vi alle komme i kontakt med, når vi prioriterer at STOPPE OS SELV ved at bruge tid på at mærke kroppen og tage sig af sin mentale sundhed. Har du selv tænkt over, hvornår og hvordan stopper du op?
Kari
Fra brylluppet på Københavns Rådhus i 1986
Klumme nr 33 af den 14. maj 2021 fra Sønderborg Ugesvis
Der er – næsten – aldrig noget der er for sent
Så er der igen snart gået 5 år. Min mand og jeg er derfor i gang med at planlægge vores bryllupsdag. Siden sølvbrylluppet for 10 år siden, har vi nemlig besluttet at fejre kærligheden til hinanden hver gang, der er gået 5 år. For det er ingen selvfølge, at vi fortsat holder sammen. Det er et bevidst valg og ønske for os begge.
Af forskellige årsager blev ægteskabet i sin tid indgået ved en enkel ceremoni på Københavns Rådhus. Ved Kobberbrylluppet blev vi så velsignet i Nordborg Kirke. Og drømmen om at stå hvid brud skete ved sølvbryllupsfesten – i min flotte konfirmationskjole fra 1973! Og med det kommende Koralbryllup i slutningen af maj, er der endnu en mulighed for at opleve noget af det, som vi ikke fik på bryllupsdagen for snart 35 år siden. Bryllupskagen, dvs. den store i flere etager, fik vi ikke i 1986, så den skal vi have til Koralbryllupsfesten.
Mange af os har den indstilling, at det vi ikke lige fik eller fik gjort på et bestemt tidspunkt, er for sent. Men det er det jo ikke, medmindre vi fortæller os selv, at det er det. Det gør min mand og jeg ikke – mere. For det har vi gjort i de første mange år af vores samliv. Men vi afprøvede og fandt ud af, at gamle drømme ikke er for sent at udleve, især ikke dem der føles vigtige. For vi kan altid skabe en ny begyndelse. Og det kan måske virke lidt fjollet på nogen at gøre noget efter at ’man skulle have gjort det’, det kan jeg godt forstå, men jeg kan kun anbefale og inspirere til at gøre det. I starten virkede det det både uvant og mærkeligt, men nu føles det mere som frihed til at leve, som vi ønsker.
Vores erfaring er, at når der stadig er liv i et gammelt ønske eller en gammel drøm, så er det et tegn på, at det er noget, der er vigtigt. Ofte er det samtidig noget der skaber glæde, noget som man måske længtes efter. Mor-barn-buketten, som en mor ofte får lige efter fødslen, fik jeg f.eks. 4½ år efter vores yngste søn blev født. Og oplevelsen af at få denne symbolske buket var med til at hele et gammelt sår. Ikke indre end det. Så mottoet om at: ’der er – næsten – aldrig noget der er for sent’ er for os, er blevet en måde at få gjort noget af alt det, som vi aldrig har fik gjort, men som er vigtige for én af os.
Og hvorfor skulle min mand og jeg ikke virkelig værdsætte det vi har sammen, når nu muligheden er der? For vi har virkelig kæmpet for kærligheden. Det har været svært til tider at tro på det, der var. Men vi er sammen kommet igennem ’vildnisset’ med de mange svære udfordringer. Og når man kommer igennem noget der er svært og føler, at man er kommet styrket igennem, både som menneske, som partner og som familie, noget som styrker sammenholdet og kærligheden, så har vi brug for at fejre det.
Og når bryllupskagen skal skæres ud, bliver det selvfølgelig med alle de traditioner, der er omkring denne udskæring, ligesom til et stort bryllup.
Og så bliver Koralbryllupsfesten i øvrigt afholdt i det samme tøj, som vi havde på, på Rådhuset i København, for der er jo ikke alting der skal laves om, vel!
Kari Bjerke
Klumme nr 32 af den 29. marts 2021 fra Sønderborg Ugesvis
I vores familie har der været både en god og en trist begivenhed
Ja, jeg er også ved at være træt af ensformigheden. Men hvis det ikke var for den lange nedlukning og endnu en hjemsendelse, ville jeg have haft store udfordringer med at rumme alt det, der er sket i min familie. For ligesom nedlukningen sidste forår, er denne kommet på et rigtig godt tidspunkt - for mig.
For i vores familie er der sket både en god og en dårlig begivenhed. Den gode er, at min mand og jeg har fået endnu et barnebarn. En lille pige. Og er stort, da vi udelukkende har fået drengebørn i familien siden jeg blev født for mere end 60 år siden. Min mand og jeg har selv 3 sønner, og vores ældste barnebarn er også en dreng. Men i februar blev vi så beriget med den lille pige. Samtidig har familien været ramt af alvorlig sygdom. Så der har været både glædestårer og det modsatte. Oplevelser som har fyldt rigtig meget på hver sin måde, og som er kommet oveni hele Covid-19 situationen. Så for os har der været virkelig meget, der skulle fordøjes.
Men så meget behøver der langt fra at ske, for at en længere pause fra hverdagen kan være sundt. Og jeg skriver ikke dette for at negligere hvor svær og udfordrende Covid-19 situationen er for de fleste af os. For det er ingen tvivl om at den pandemi, som vi har levet med i mere end et år, er en krise af de helt store. En krise som kan få mange til at føle sig trængt op i en krog - af mange forskellige grunde. Krisen kan have fyldt os med afmagt over bla. ikke at vide, hvornår den ender. Nu er der lagt en plan for genåbningen, men uvisheden er stadig svær. Her er der nemlig ingen pejlemærker. Her er vi overladte til en uvis fremtid. Det eneste der er sikkert er, at vores liv og verden er under store forandringer. Og det er enormt angstprovokerende i sig selv. Konsekvensen er da også, at mange af os ikke bare har svært ved at være i krisen, rigtig mange har udviklet decideret angst, depressioner og stress, viser undersøgelser.
Så der er en grund til, at vi måske har det rigtig skidt, er så trætte og bare længes efter noget der ligner en almindelig hverdag. Vi er udfordret på en helt usædvanlig måde, og netop af den grund, er det mere end nogen sinde før har brug for at give os selv en masse empati/medfølelse for at have det, som vi har det. For anerkendelsen af en svær situation, kan hjælpe med at acceptere noget, vi ikke kan ændre. Og pandemisituationen kan vi ikke ændre. Den er her uanset om vi trives med den lange uvisse pause eller ej. Vi må holde ud, også selvom vi snart ikke mere ved hvordan - mig selv inkluderet!
Og det er på mange måder en ambivalent situation, for personligt har hjemsendelsen denne gang samtidig givet mig en oplevelse af at være kommet tættere på det nære og ikke mindst på min familie. For sådan er det jo, at trods denne overvældende Covid-19 situation mest af alt har være noget mange af os mener, vi kunne have undværet, er det SAMTIDIG en mulighed for at opdage, hvad der har været godt. For det er sjældent, at en krise kun medfører noget skidt. Der er som oftest noget godt i alting, også selvom det kan være svært at se, når man er midt i det. Og tro det, når jeg siger, at nogle gange, når alt føles som om det er ved at falde fra hinanden, kan det faktisk være, at det er ved at finde sin rette plads. Det lyder måske ikke let at være åben for dette syn, og det er det nok heller ikke, men det kan give mening at prøve.
Og jo, det er stadig virkelig en krævende situation, og det er derfor ok at være SÅ træt af den. Jeg må igen og igen fortælle mig selv, at det er ok, at det er svært – for det ER svært, men vi KAN godt komme igennem svære ting. Så husk det: du kan godt!
Kari Bjerke
—————————————————————————————————————
Klumme nr 31 af den 30. september 2020 fra Sønderborg Ugesvis
Fællesskaber kan løfte energien – eller det modsatte
Vi har aldrig haft au-pair-pige, rengøringshjælp eller havemand. Jeg er heller ikke direktør, har en lederstilling eller sidder i en bestyrelse. Alligevel er jeg medlem af en forening for erhvervsaktive kvinder, hvor mange af foreningens medlemmer er nødsaget til ovennævnte hjælp for at kunne få deres liv til at hænge sammen. Hvorfor jeg er medlem? Fordi her er der en helt særlig energi. Og som specialist med mindfulness har jeg berettiget mit medlemskab i foreningen.
Og vi har alle det tilfælles, at vi er der, fordi vi vil noget. Det mærkes tydeligt, at alle er drevet af en fremadrettet energi, som vil indflydelse og udvikling både professionelt og personligt. Og i foreningen er vi alle lige. Officielt er vi et netværk af seriøse og ambitiøse erhvervs- og samfundsaktive kvinder. Sådan.
Foreningens kultur er herligt opløftende, for her roser man hinanden, når noget går godt. Vi anerkender åbenlyst hinanden og bifalder, når der er sket noget godt for et andet medlem. Miljøet er åbent, støttende og inkluderende og så er der højt til loftet. Her er der plads til at være stolt over det, man kan. Og det er vi.
Og den energi som jeg møder på de månedlige sammenkomster, bruger jeg i mit daglige liv. Den er berigende, for den giver mig noget. Den giver et positivt løft og er med til at inspirere til at turde gøre noget af alt det, som jeg gerne vil. For når jeg ser at andre kan, så kan jeg også. Det smitter at opleve når andre tør.
Og sådan er det jo med fællesskaber. De gør noget ved os. De er med til at forme dem, vi er og gerne vil være. De kan hjælpe med til at udvikle vores potentiale. Ikke mindst giver det os muligheden for at være med ligesindede. Noget at være fælles om, som betyder noget. Omvendt kan fællesskaber også holde os fast i gamle mønstre af status quo eller det, der er værre, nemlig at holde os nede og dermed være en forhindring for en ønsket udvikling.
Så jeg kan kun anbefale, at du gør dig bevidst hvilke fællesskaber, du selv er en del af. For vi påvirkes af andre menneskers energier og måder at forholde sig til tingene på. Vi er påvirkelige væsner. Og er du f.eks. bevidst om, hvad det gør ved dig at være sammen med de mennesker du arbejder med, lever med og bruger din fritid sammen med? Kan du sige ja til f.eks. fornyet energi, en oplevelse af tilfredshed, at du er blevet inspireret, eller mærker du ofte det modsatte, når du har været sammen med ….? Hvis det er det sidste du oplever, så skulle du måske overveje at træffe nye bevidste valg, for som et ordsprog siger, så bliver dine handlinger dine vaner. Dine vaner bliver din karakter og din karakter bliver din skæbne. Og det er jo ikke så lidt!
Kari Bjerke
Klumme nr 30 af den 19. august 2020 fra Sønderborg Ugesvis
Hvad nu hvis dit eget hjem pludselig blev et fremmed sted.
Jeg ved at denne klumme er lidt atypisk og nogen vil nok opleve den meget konfronterende, og det er den også:
Prøv at forstille dig at være i denne situation: Du er en ældre person, som får en sygdom der gør, at du mister evnen til at fungere. Du har fysiske udfordringer i kraft af, at du er blevet ældre, men også pga af svækkelse efter andre sygdomme. Noget at det, der gør livet rigtig svært er, at du har fået så store kognitive udfordringer, at du f.eks. har mistet tidsfornemmelse, hvilke dag og måned det er. Du kan derfor heller ikke mere læse og forstå en artikel. Det er også svært at huske hvad der skete i går, og hvordan man tænder TV’et. Så tiden kan være umådelig lang, når der ikke er et menneske i nærheden, som kan hjælpe. Evnen til at gå i køkkenet og finde noget at spise er også væk, og lige når hjemmeplejen kommer, er der ofte ingen sult. Så du har mistet ca. 10 kg, fordi du går rundt med en oplevelse af, at være sulten meget af tiden.
Men det allerværste er, at din sygdom nu er så fremskreden, at du oftere og oftere hen mod aften ikke mere ved, hvor du er. Dit eget hjem er pludselig blevet et fremmed sted, som du ikke kan genkende. Du føler dig utryg, men ved ikke, hvad du skal gøre. Du har fået et nødkald, som hænger om din hals, men du kan ikke huske, at du har den. Derfor kan du ikke bede om hjælp, når du har brug for det. Så du er helt alene……..
Det kan næste lyde som en gyser film, men det er det ikke. Dette er en beskrivelse af hverdagen for mange ældre i dagens Danmark. Og i min familie, har vi et familiemedlem, som befinder sig i denne situation. Måske tænker du ’jamen hvorfor kommer vedkommende ikke på plejehjem, når han/hun er så dårligt fungerende?’. En del af grunden er, at der er ventelister til plejehjem. En anden grund er at der er taget beslutning om, at man skal klare sig selv længst muligt i eget hjem med hjælp fra hjemmeplejen. Man skal derfor visiteres af kommunen til den hjælp, man kan tilkomme. Og når man har fået den maximale hjælpepakke fra kommunen, er man overladt til at klare resten selv evt. sammen med sin familie (hvis man er heldig at have en) og hvis denne familie har evnen og er villig til at hjælpe.
Dette er ingen kritik af kommunen. For vi har alle en medansvar for hvordan samfundet fungere, i et demokrati som vores. Når det er sagt, kan vi jo spørge os selv om det vi gør, er godt nok. For det er en barsk historie, jeg deler. Og min intention med at skrive klummen er, at dele en historie som jo kan ramme os alle. Det er samtidig en trist historie som rummer en masse afmagt, og ved at dele den her, kan den måske give stof til eftertanke og også føre til at flere af os forholder os til, om det er sådan vi ønsker at ældreplejen i velfærds Danmark skal fungere i fremtiden – når du og jeg bliver gamle og afhængige af andre, fordi vi har mistet evnen til at klare os selv.
Kari Bjerke
Klumme nr 29 af den 29. marts 2020 fra Sønderborg Ugesvis
Det har overrasket mig hvor godt det har været at være hjemsendt
Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts, lukkede jeg også ned. Nyhederne blev fulgt tæt de første mange dage. Der var næsten kun plads til at forholde mig til Covid-19 situationen. Og koncentrationen rakte derudover kun til at lave en masse mad. Der var hverken angst eller overvældende bekymringer. Det var bare hele situationen, som fyldte.
Rigtig mange ting gik pludselig i stå, blev aflyst eller udsat. Det var som om verden pludselig holdt pause og stod stille. Mærkeligt stille. Som stilhed før stormen. Men her var det stilhed før visheden om, hvad denne verdensomspændende virus ville få af konsekvenser for mig, for mine kære, for erhvervslivet, butikkerne, byerne, vores land - ja, for hele verden. Og det store spørgsmål om konsekvenserne ved vi ikke meget om endnu, kun at de er vidtrækkende og vil ændre den verden, som vi kender.
Selv er jeg en af de mere end 150.000 fantastisk heldige danskere, som blev hjemsendt på trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkeds partere, dvs med lønkompensation, som sikrer fuld løn under hjemsendelsen. En ordning, som jeg er overvældet af taknemmelighed over, og som ikke bare sikrer min og mange andres private økonomi, men som også er med til at holde gang i samfundsøkonomien.
Vi venter i spænding
Nu har vi så lukket Danmark lidt op igen, og vi venter alle i spænding på at se, hvad der så sker. Allerede nu er beskeden, at mange af os er begyndt at samles igen og slækker lidt for meget på hygiejnen. For det er ikke nemt at være på afstand af hinanden i så lang tid, og at huske vigtigheden af at vaske hænder oftere, end vi plejer. Vi må bare håbe, at der er så meget ansvarlighed iblandt os alle, at vi ser det som et fælles ansvar, at forholde os til myndighedernes retningslinjer for socialt samvær. For denne alvorlige krise kan vi kun komme godt igennem ved fælles hjælp.
Og på trods af en yderst udfordrende situation på så mange måder, er det samtidig en anledning til spørge os selv, om Corona krisen også bringer noget godt med sig? For som ordsproget siger, er der sjældent noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget. Og jeg kan kun snakke for mig selv, når jeg helt ærligt siger, at det har overrasket mig, hvor godt det har været at være hjemsendt. Hos os er der hverken hjemmeboende børn eller arbejde, som jeg har kunnet tage med hjem, så tid har der været masser af. Tid til at være i kontakt - på afstand - med familie og venner, til at tage mere vare på mine aldrende forældre, til bare at være og til at tænke, og hvornår har man ellers tid til det?
Hjælpsomhed i højsædet
Jeg ved godt, at mange har oplevet situationen meget anderledes og er mere udfordret, end jeg her beskriver, men det er som om, vi med sammen-og-hver-for-sig-situationen også er blevet mere opmærksomme på hinanden. Vi spørger mere til hinandens ve og vel, om man er rask og har det godt. Hjælpsomheden er i højsædet.
Vi vil gøre noget for hinanden. Og så er der de mange familier, som aldrig tidligere har prøvet at været så meget sammen, som den sidste halvanden måned. Så spørgsmålet er om denne krise kommer til at rykke ved nogle af vores værdier? Kommer vi mon tættere på det, der virkelig betyder noget for os? Og er der noget, der skal justeres, når en mere almindelig hverdag begynder igen? Uanset, så håber jeg bare, at du passer rigtig godt på dig selv og på dine medmennesker.
Kari Bjerke
Klumme nr 28 af den 24. marts 2020 fra Sønderborg Ugesvis
Hold nu op, hvor er det svært at ændre vaner
De adskillige daglige kopper kaffe er nu nedsat til en enkelt om eftermiddagen. Dagen starter i stedet med en kop grøn te. Der er også blevet længere imellem nydelsen af en kage. Og så er jeg begyndt at lave hummus med gurkemeje og drikker masser af basisk vand.
Alt dette og mere til sker i forsøget på at komme af med de småskavanker i kroppen, som ikke vil gå væk. Skavanker, som kan komme af inflammationer i kroppen. Disse inflammationer siges at kunne medføre sygdom og for tidlig ældning, hvis man ikke kommer af med dem. Det kan en ændret og mere basisk kost måske ændre på. Så det skal prøves.
Men hold nu op, hvor er det svært at ændre på vaner. Især dem, der smager godt og er hyggelige. For det er ikke nemt at tackle en stræk trang til kaffe klokken 10 om formiddagen. For ikke at snakke om til den lille skønne og helt fantastiske kage i Alsik's personalekantine, som nærmest skriger på, at jeg spiser den. Og sådanne kager er der næsten hver dag. Der er også hyggen og nydelsen i weekenden med vin til maden.
Og vi ved det jo godt. At en god og lang nats søvn er vigtig for helbredet, at sukker er usundt, ligesom kaffe og alkohol. Vi ved også, at vi skal spise masser af grøntsager, mindre kød og hvidt brød. Alt sammen bidrager det, sammen med motion, til et sundt helbred og dermed et langt liv. Og vi ved også godt, at ansvaret for et godt helbred er vores eget. Men det må være ligesom med alt andet, at det ikke er enten eller. Man kan godt leve sundt de fleste dage i året og så samtidig give sig selv lov til virkelig at nyde det, man rigtig godt kan lide engang imellem. Måske bare ikke så tit, som man har lyst, og i mindre mængder.
Jeg insisterer i hvert tilfælde på at fortsætte med den årelange tradition om at drikke kaffe og nyde en lækker kage hver fredag eftermiddag. For godt nok er jeg disciplineret med det, jeg sætter mig for, men denne vane vil jeg simpelthen ikke opgive. Det er der for meget nydelse i. Både kaffen, kagen og ikke mindst hyggen med manden.
Kari Bjerke
Klumme nr 27 af den 26. januar 2020 fra Sønderborg Ugeavis
I spejlet ser jeg et ansigt i forandring
Om morgenen, når jeg vender mig i sengen, er den venstre skulder begyndt at værke. Den gør ondt på en ny måde. Øm måske. Leddene i anklerne er også blevet mere stive. I hvert tilfælde om aftenen, når jeg har siddet stille et stykke tid. Og så bliver plus-styrken i brilleglassene tiltagende stærkere. Folk mumler også mere, end de gjorde før.
Så jeg tager mig selv i oftere at spørge: Hvad sagde du? Og det er ikke bare en øreprop efter en slem forkølelse. Det går ikke væk. Og i spejlet ser jeg et ansigt i forandring. Er det virkelig mit? Forandringer er kommet for at blive, eller for at blive værre. Den personlige pleje tager længere tid og bliver mere omfattende. Hårvæksten nogle steder føles ind imellem ude af kontrol, og der kommer hele tiden nye hår til. Og så er Ældresagens emner blevet mere aktuelle end nogensinde før. Kan det passe, at det her er mit liv?
Jeg er heldig
Ja, det er det. Og faktisk er jeg heldig, at få lov at blive 60 år. For tænk at opleve den glæde, at se sine tre sønner blive voksne og at følge deres liv og udvikling på tæt hold. At have en livspartner gennem næsten 40 år, som jeg både elsker og respekterer, og som inspirer og er en stor støtte. Og at få et barnebarn, som vækker de samme følelser, som var han mit eget barn. Der er også taknemmeligheden over at kunne være der for mine forældre, som tiltagende har brug for hjælp og støtte. Nu kan jeg give noget tilbage til dem, der gav mig livet.
Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er det konfronterende snart at blive 60 år. Det vidner om, at livet ikke er uendeligt og at den tredje alder venter lige om hjørnet. Ikke mindst bliver ordet "ældre" pludselig en kategori, som jeg selv snart tilhører. Det er fakta. Sådan er det.
Når den er slugt, så sidder jeg samtidig og føler et ansvar for at få gjort det, der er vigtigt. Det føles som en forpligtelse overfor mig selv. For hver gang jeg fylder rundt, er også en anledning til at få gjort noget, som jeg længe har ønsket. Da jeg f.eks. fyldte 50, besluttede jeg at blive selvstændig. En drøm, som blev manifesteret som 54 årig med mindfulness og coaching.
Så ud over at markere den runde dag til sommer, som en hyldest til livet og at have fået lov at være her så længe, har jeg igen taget en beslutning. Jeg skal have skrevet den bog, som lige nu kun er i hovedet. Den skal handle om vejen igennem dette liv. Om de utallige kriser og udfordringer, som har ført til et liv fyldt af mening og kærlighed til mine medmennesker. Det har ikke været nemt, men nu giver det hele mening. Endelig har jeg fået fast grund under fødderne og kender mig selv godt. Og vejen herhen og den inspiration den kan give, er det, der skal gives videre. Så jo, der er meget der endnu skal gøres, og der er en rigtig god energi til at få det gjort.
Kari Bjerke
Klumme nr 26 af den 14. december 2019 fra Sønderborg Ugeavis
Det er som om farmor står bag mig, når jeg bager effelskive
Lige siden jeg, som barn, var stor nok til at kunne se op over kanten på komfuret, har jeg hvert år hjulpet min elskede farmor med at bage æbleskiver med svesker op mod jul. Helt indtil jeg flyttede hjemmefra, bagte vi dem sammen. Siden har jeg selv har bagt æbleskiverne i mere end 40 år.
I mange år var æbleskiverne ikke noget særligt. Jeg husker i hvert tilfælde ikke, at der var fokus på dem. Men jeg skal da lige love for, at det har ændret sig. Nu er æbleskiverne nærmest blevet kult! Jeg bager rigtig mange, faktisk flere og flere hvert år. Og selvom jeg normalt arbejder i Alsik Spa med mindfulness, er jeg indimellem her i december udlånt til Alsik's køkken for at bage disse sønderjyske specialiteter. Hvad mon farmor ville have sagt, hvis hun vidste, hvilken succes hendes æbleskiver har fået?
Men æbleskiverne med svesker, lavet af en gærdej med citronskal- og saft og frisk kardemomme, der er bagt i margarine og palmin, er jo langt mere end bare en god gammeldags opskrift. Det er en blanding af gedigent håndværk og mange års erfaring. Og så tror jeg på den særlige ingrediens af kærlighed og omsorg for en gammel tradition fra en svunden tid, hvor der var masser af tid til at lære den næste generation om en sønderjysk madkultur.
Kærligt menneske
Og min farmor var et meget kærligt menneske, som ville sine medmennesker det bedste. Hun var ordentlig og grundig i alt, hvad hun lavede, og var oveni en stærk kvinde med en beundringsværdig energi. Og det er faktisk, som om hun står lige bag mig, når jeg bager æbleskiverne. Jeg kan næsten høre hende sige 'vent lige med at vende æbleskiverne, Kari. De kan godt tåle lidt mere'. Hendes nærvær og fokus på detaljen er med mig i bagningen, og hjælper med til at de små runde særlige 'effelkache' kan bringe glæde rundt omkring. Det er næsten, som om jeg kommer tættere på min kære afdøde farmor, når jeg bager dem.
Nu er jeg selv blevet farmor. Og Nor på 6 år er begyndt at overvære, når hans farmor bager æbleskiver med svesker til jul. (Utroligt nok var hans første Sønderjyske ord 'efelskive' Så mon ikke også han skal blive god til at bage farmors æbleskiver - engang). Men nu har mine 3 sønner lovet at føre traditionen med at bage æbleskiver med svesker videre. Det betyder meget for familien. Og mest af alt håber jeg, at de vil viderebringe nærværet og kærligheden fra farmor i bagningen. Jeg tror nemlig, at det er en væsentlig del af min hendes meget populære æbleskiveopskrift. Og hun gjorde sig umage med bagningen af hver eneste æbleskive, som var hver af dem noget helt særligt.
Ønsker hermed at vi alle må gøre os umage med at skabe en fredelig og nærværende Juletid for både børn og voksne. Rigtig glædelig Jul.
Og det er faktisk, som om hun står lige bag mig, når jeg bager æbleskiverne. Jeg kan næsten høre hende sige 'vent lige med at vende æbleskiverne, Kari. De kan godt tåle lidt mere'.
Kari Bjerke
Klumme nr. 25 af den 14. november 2019 fra Sønderborg Ugeavis
Mit liv er blevet nemmere og mere meningsfyldt
For mange er ordet 'mindfulness' nok til, at de ikke har lyst til at læse mere. For ordet er blevet et modeord med delte meninger, men hold ud. Her er nemlig en meget jordnær klumme om mindfulness. Og for at få flere læsere med, vil jeg her kalde det opmærksomhedstræning, for det er det, mindfulness handler om.
Men hvorfor er det blevet så populært at lære denne særlige form for opmærksomhedstræning? Jeg tror, det er fordi den forandrer liv. På den gode måde. For igennem kontinuerlig træning får man lært en livsindstilling, som gør, at man kommer til at trives bedre. Hvorfor? Et konkret eksempel kunne være, at lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. Eksempelvis at det regner mere, end vi har lyst til.
Vi kan engagere os i global opvarmning og på den måde bidrage til at forandre klimaet i fremtiden, men vi kan ikke direkte påvirke, om det skal regne i dag. Så at øve sig i at acceptere at det regner, handler derfor ikke om at resignere og lade stå til. Faktisk er det helt modsatte. Vi bliver mere bevidste om det, vi selv kan gøre noget ved. Samtidig udvikler vi evnen til at kunne acceptere den kendsgerning, at det regner i dag.
Med opmærksomhedstræningen lærer vi også, at vi ikke er hverken vores følelser og tanker. Vi har følelser og tanker, men vi er dem ikke. Mange af os er slet ikke klar over, at vi identificerer os med vores følelser. Vi tror, vi ER vores frustration. Men det er vi ikke. Vi FØLER os frustrerede. Det kræver træning at se forskellen, men den er der og kan have en afgørende betydning for, hvordan vi trives og har det.
Måske er det rigtigt
Det samme gælder for tankerne. Mange af os tror på det, vi tænker. En tanke kunne være 'min chef kan ikke lide mig'. Måske er det rigtigt, måske er det ikke. Problemet er, hvis man ikke er bevidst om, at det blot er en tanke. Og både tanker og følelser er blot noget flygtigt, som kommer og går. Noget vi kan lære at blive mere bevidste om, og som vi både kan give næring, men også lære at give slip på. Tænk f.eks. hvordan dit liv ville være, hvis du kunne slippe nogle af de såkaldt negative tanker, og som du tror er rigtige?
Selv Hotel Alsik og Spa tilbyder nu konferencegæsterne, på udvalgte dage i ugen, at træne den særlige form for opmærksomhed. Tilbuddet gælder for gæsterne flere gange i løbet af dagen. Hvorfor? Fordi forskning viser, at opmærksomhedstræningen bla. udvikler evnen til at øge produktiviteten, øge fokus, øge koncentrationen, blive mere åben og blive bedre til at gå i dialog, forbedrer søvnen, den generelle trivsel og at man bliver meget mere opmærksomme, så der sker færre fejl.
Og opmærksomhedstræningen kan rigtig meget mere end det, der er her er nævnt. Men for den, som længes efter at leve et autentisk liv i større tilfredshed med sig selv og andre, kan jeg kun anbefale at træne sin opmærksomhed igennem mindfulness. For tro mig, når jeg siger, at mit liv er blevet ufattelig meget nemmere og betydeligt mere meningsfuldt, efter at jeg begyndte at lære om mindfulness for mere end 16 år siden.
Kari Bjerke
Klumme nr. 24 af den 3. september 2019 i Ugeavisen Sønderborg
U.S.A. set fra to sider
Jeg er lige kommet hjem fra 3 ugers ferie/ophold i U.S.A. Mit 10. besøg i landet. Jeg elsker U.S.A., også selv om det er et kontrastfyldt land med en bekymrende bagside.
I folkemunde er det mulighedernes land hvor enhver er sin egen lykkes smed. Men det er for dem, som kan. Og der er mange, som ikke kan. De er tydelige i gadebilledet. F.eks. er der den psykisk syge mor, som sidder på fortovet med sit ca. 4 årige datter på skødet. Hun holder et skilt i hånden, hvor hun beder om penge til mad. Eller den psykisk syge sorte mand, som bare cirkulerer rundt i byen på bare fødder, i laset tøj og snakker højt med sig selv. Og en tidlig morgen ses en sovende mand ligge på det bare fortov med et stort stykke plastik over sig som en dyne. Hverdagen er barsk og mange må leve med en konstant uvished om, hvor det næste måltid skal komme fra. Nogle sidder bare helt stille med deres skilte midt i byen i menneskemængden, mens andre går rundt i gaderne og højlydt udtrykker deres smerte og afmagt over ikke at magte livet. Disse mennesker mærker ikke, at de bor i mulighedernes land. Hver dag er en kamp for overlevelse. Og der er ingen hjælp at hente. De må klare sig selv.
At være vidne til al den fattigdom, sygdom og deraf følgende afmagt, er noget at det sværeste ved at besøge landet.
Men der er også en anden side af U.S.A., som jeg er vild med og bliver inspireret af. Det er den amerikanske kultur, som er at være åben og venlig og have opmærksomhed på andre mennesker. At ville andre det godt.
Jeg synes, det er et så berigende at mærke amerikanernes imødekommenhed og interesse i deres medmennesker. F.eks. er det helt normalt for den yngre generation at tilbyde sin siddeplads i metroen til en, der tilhører en ældre generation. Og i det lokale supermarked spørger kassemanden, hvor i verden jeg kommer fra, og hvorfor jeg lige er i Seattle. Samtalen opleves oprigtig, og jeg kommer i en naturlig snak med et helt fremmed menneske om livet her og nu. For i U.S.A. snakker man med folk, man ikke kender.
Og står man f.eks. i et vejkryds midt i byen og ser spørgende ud, kommer der hurtigt en amerikaner og vil vide, om der er noget, de kan hjælpe med. Jamen hvor er det da dejligt. Det er amerikansk kultur. Man kommer hurtigt til at opleve at andre bekymrer sig om én. Man bliver lagt mærke til på den gode måde, og der opstår følelsen af at være inkluderet. Det virker næsten som om den amerikanske kultur er ’hvad kan jeg gøre for dig’. Denne følelse bringer jeg med mig hjem og får nu endnu mere lyst til at ’se’ andre og spørge, om der er noget jeg kan gøre for dem. Venlighed avler venlighed. - Alligevel er jeg nu dybt taknemmelig for at bo i Danmark, hvor vi bla. har et betydeligt bedre socialt sikkerhedsnet.
Ude er godt men hjemme er bedst, som vi siger. Og jeg mener det!
Kari Bjerke
Klumme nr. 23 af den 27. juni 2019 i Ugeavisen Sønderborg
Invitation til at gøre op med mangelkulturen
Tænk hvis vi levede i en kultur, hvor vi var glade og taknemmelige for det, vi havde. Hvor det mest naturlige var at have opmærksomheden på alt det vi fik, og ikke på det der manglede. Og hvor vi ikke var så optaget af idealer og at alt skal være så optimalt som muligt. Et samfund hvor det var ok at lave fejl og være uperfekt. Måske endda et samfund hvor vi anerkendte dem, der havde mod nok til at turde fejle. Ville det ikke være befriende? Og ville vi ikke trives bedre?
Er vi mon ved at blive fanger i vores idealistiske samfund, og hvad kan vi selv gøre for at trække i den anden retning?
Den mulighed der løfter energien er, når man er i stand til at opleve situationen som at ’glasset halv fuldt’ frem for den negative, som er at se det som ’halv tomt’. Fakta er, at virkeligheden er den samme for os alle. Det er derfor et spørgsmål om hvordan vi opfatter det, vi oplever, og hvor vi har vores fokus. Har vi nok, eller synes vi, der mangler noget?
Men det er nu heller ikke altid lige nemt. For når vi har udviklet os til at synes, at kun det bedste er godt nok, kan det være svært at ville nøjes med mindre. Det kræver i hvert tilfælde stor bevidsthed, at mindre end perfekt og optimalt føles godt nok. Reklamer og de sociale medier som Facebook, Instagram m.fl. gør det ikke nemmere for os, at være tilfredse. Tværtimod bidrager disse medier til en usund udvikling, fordi fokus her er på det perfekte – ikke på virkeligheden som den er, men måske mere på illusioner, ønsker og drømme, som de færreste genkender fra deres eget liv. Så arbejdet med at blive tilfreds kan dermed blive vores eget hver især.
Det handler i sidste ende om at trives og om at have det godt. Det ønsker vi jo alle. En hjælp til os selv kan være at begynde at lægge mærke til hvilket fokus, vi selv har på det, vi oplever. Er vi selv med til at understøtte en mangelkultur i det samfund, som vi er en del af, ved at have fokus på det der mangler?
Når vi nu ved, at vi får det bedre med os selv, når vi er tilfredse, er motivationen måske større til at øve sig. Kunne den kommende sommerferie f.eks. være en konkret øvelse i at gøre lidt op med mangelkulturen? Hvis du har lyst, kan du øve dig i at lægge mærke til alt det, du kan glæde dig over, i stedet for at fokusere på det, du synes der mangler. Intet er for små at kunne glæde sig over. Og uanset så husk, at små skridt tæller i den måske nye tilgang til at søge tilfredshed, at Rom ikke blev bygget på én dag og at ting tager tid. Rigtig god sommerferie.
Kari Bjerke
Klumme nr. 22 af den 22. maj 2019 i Ugeavisen Sønderborg
Mindfulnesscoach Kari Bjerke skriver denne gang om sit 33 år lange ægteskab og afleverer samtidig en interessant historie om en mand, en hustru og to æsler.
1, 2, bang!
I denne måned kan min mand og jeg fejre 33 års bryllupsdag. Hertil skal lægges de fem år, hvor vi var kærester, inden vi blev gift.
At leve 38 år sammen er ikke noget, man bare gør. For os har ægteskabet ind imellem været hårdt arbejde og kan stadig være det.
For mange år siden spurgte en af vores gode venner, hvorfor vi selv mente, at vi formåede at blive sammen som par. Han var oprigtigt interesseret, fordi han selv havde haft udfordringer med at få sine egne parforhold til at fungere. Det blev til mange reflekterende snakke mellem min mand og mig. Vi kom frem til følgende grunde til, at vi stadig er sammen og i dag har et godt ægteskab:
Vi har bevaret respekten for hinanden. Uanset uoverensstemmelser og frustrationer har vi opført os ordentligt overfor hinanden.
Vi har også begge arbejdet på at holde os på egen banehalvdel ved at tage ansvar for egne følelse og behov. Når vi har været frustrerede, har kommunikationen eksempelvis lydt: Jeg er frustreret, fordi jeg har brug for....... Og ikke: Jeg er frustreret fordi du....
Forskellige
Men ægteskaber er jo forskellige og nogen holder som bekendt længere end andre. Her er en lille overraskende historie, som illustrerer hvor galt det kan gå, når respekten er forsvundet. Hold fast her kommer den:
Et ægtepar beslutter at fejre deres sølvbryllup med en rejse til Grand Canyon. De tager på æselryg gennem den overvældende nationalpark. Mens de ridder på stierne, stopper konens æsel pludselig op og bliver bare stående. Hustruen stiger af går hen til æslets hoved og med sin løftede pegefinger proklamerer hun: Det er en.
Hun sætter sig op på æslet, og de fortsætter turen. Et par minutter senere forsøger æslet at lægge sig på jorden med kvinden stadig siddende på ryggen. Hun stiger af, går igen hen til æselets hoved, mens hun kigger i dens øjne og siger: Det er to.
Atter oppe på ælset og lidt længere nede ad stien springer æselet op med krum ryg i et forsøg på at smide kvinden af. Nu stiger hun af dyret, tager en revolver frem, sætter den på æslets hoved og BANG! Æselet dør på stedet. Hendes mand begynder at flippe ud. Han råber: Hvad er der med dig, du har lige dræbt en andens æsel. Er du klar over hvor meget det koster? Er du gået helt fra forstanden? Kvinden ser sin mand i øjnene og siger: Det er en.
Her slutter historien, og man kan jo kun gætte på, om manden endte med at blive skiftet ud efter tre.
Klumme nr 21 af den 9. april 2019 i Ugeavisen Sønderborg
Forandringer er en del af livet
Vi kender alle til forandringer. Mange af os har prøvet at flytte sammen med kæresten, måske blevet gift, fået børn, blevet skilt, skiftet arbejde, flyttet til en anden by, mistet nogen vi holder af, oplevet at børnene flytter hjemmefra og måske oplevet alvorlig sygdom enten hos sig selv eller hos nogen man holder af. Alt sammen er det en del af et almindeligt liv. Et liv i forandring. For det er sådan, livet er.
Men forandringer er ikke altid behagelige. Og de fleste af os har det bedst med vished om, hvordan tingene er. Det skal helst være, som det plejer. Så føler vi os trygge. Vi vil vide, hvad vi har, og hvad vi kan forvente. Og vi vil helst selv være i kontrol med livet. Sådan synes vi det helst skal forblive, men det gør det ikke. For alt hvad der kan opstå, forsvinder på et tidspunkt igen. Alting har sin levetid. Livet er i konstant forandring - det er naturens gang.
Samtidig er det naturligt at have modstand på at tingene ændrer sig, på forandring. Især når vi ikke selv ønsker det, eller har bestemt det. Ting kan være ude af vores kontrol og dermed rigtig svære. Det er hårdt at være i. Især fordi vi ofte ikke har fokus på at acceptere forandringer. Vi kan eller ved måske ikke hvordan man skal acceptere de ændrede forhold – også selvom vi ikke kan lave dem om.
Det vi kan gøre for at tingene bliver mindre svære er, at arbejde på at acceptere det, som vi ikke kan kontrollere eller ændre. Også selv om det kan opleves som en forhindring, som skal overkommes. At kunne acceptere noget uønsket kan være en smertefuld proces. Men når det lykkedes at lære, hvordan man kan overgive sig til tingenes tilstand, giver det os med tiden den ro, som kun accept kan give. Og nej, det er ikke let, men som ordsproget siger: ”Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.”
Kari Bjerke
Klumme nr 20 af den 05.03.19 i Ugeavisen Sønderborg
Selv-medfølelse
Forestil dig at din bedste veninde ringer og fortæller at hendes kæreste lige har forladt hende, og at samtalen forlyder sådan her: ”Hej, hvordan går det?” spørger du. ”Forfærdeligt”, siger hun, mens hun prøver at holde tårerne tilbage. ”Mikkel fortalte mig i går, at han synes det er bedst for os at holde en pause. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er helt slået ud. Jeg elsker ham. Han var mit holdepunkt i livet”. Til det svarer du: ”Okay, men for at være helt ærlig, så er det jo nok, fordi du er ved at blive gammel og kedelig. Og så gør dine 15 kg overvægt jo heller ikke situationen bedre. For ikke at snakke om din elendige tøjstil og alle dine grå hår! Hvis jeg var dig, ville jeg stoppe med at lede efter en partner. For du fortjener jo i virkeligheden ikke at have én.”
Ville du nogensinde tale sådan til nogen? Selvfølgelig ikke. Men mærkeligt nok, så er det sådan vi ofte snakker til os selv i lignende situationer. Eller det der er værre.
Med selv-medfølelse lærer vi i stedet at snakke til os selv, som var vi vores egen gode ven. ”Det er jeg godt nok ked af at høre. Du må være vildt forskrækket og forfærdelig ked af det, for jeg ved jo hvor meget han betød for dig. Husk at jeg er her for dig. Jeg værdsætter dig utrolig meget. Er der noget jeg kan gøre for dig her og nu?”
Selvkritik gør os sårbare og kede af det. Møder vi i stedet opmærksomt vores egen smerte på en accepterende, omsorgsfuld og kærlig måde, udvikler vi en indre styrke til at kunne håndtere svære situationer. Det hedder selv-medfølelse og kan trænes. Og for os som øver at være selv-medfølende udvikler både større selvtillid, er mindre tilbøjelige til at frygte fiasko og er mere tilbøjelige til at prøve igen, når vi fejler. Det er da ikke så ringe endda, er det vel!
Kari Bjerke
Klumme nr 19 af den 5.02.19 i Ugeavisen Sønderborg
Det er godt at holde pauser
Klummerne skrev nærmest sig selv. Jo flere jeg skrev, jo flere fik jeg lyst til at skrive. Men det er med klummer, som det er med så meget andet: Det er nogen gange godt at holde en pause.
Når trædemøllen bare kører, og det ene gøremål afløses af det næste, kan det være svært for os virkelig at se og opleve det der sker. Så at beslutte sig for at holde en pause fra noget, kan være en stor hjælp til igen at kunne se mere klart. Også selv om det er noget man godt kan lide at lave, kan pauser gavne både en selv og andre. Når vi tillader pauser, bliver der skabt en afstand, en sund distance. Det gør, at når vi vender tilbage, bliver det muligt at se og opleve tingene i et nyt lys. Netop dette er hele formålet med at holde pause fra noget.
Hvis jeg f.eks. ikke giver mig selv en pause ind imellem til at reflektere over, hvad det er jeg vil med disse klummer, så kan det være let at miste fokus og kontakten med hvorfor jeg gør det. Intensionen bliver uklar. Samtidig er der den risiko, at de mange klummer ikke kan læses med tilstrækkelig opmærksomhed.
Og hvad vil jeg så med klummerne? Jeg skriver dem for at dele noget af det, som jeg selv har lært om livet. Ikke fordi det jeg skriver er rigtigt for alle, men jo mere jeg arbejder med mine egne og andres oplevelser, følelser og erfaringer, bliver det klart for mig, at vi mennesker har mere tilfælles end det der skiller os ad. Så, jeg anbefaler en tænkepause til at stille dig selv spørgsmålet: Hvor ville det være godt for dig at holde en pause?
Fremover vil jeg skrive én klumme om månedenJ
Kari Bjerke
Klumme nr 18 af den 12. 12.18 i Ugeavisen Sønderborg
Julens glæder og udfordringer
”Den søde Juletid”, ”Hjerternes Fest” - kært barn har mange navne og er en dejlig tid for mange, men er lige så udfordrende for andre. Selv om julen er forbundet med glædelige begivenheder og hyggelige stunder, er denne særlige tid også sårbar for mange af os. Blandt andet er den ofte forbundet med store forventninger til os selv og til andre.
At have forventninger gør os sårbare. For hvad nu hvis det vi forvente, ikke bliver opfyldt? - Hvad nu hvis vi ikke når at få gjort alle de ting, som vi forventer at kunne inden jul? Og hvad nu hvis familiemedlemmer melder afbud til den årlige julefrokost? Hvad nu hvis ikke alle er i godt humør? Eller hvis vi ikke får de gaver, vi forventede at få? Skuffelserne kan være mange og store. De påvirker ikke bare den der bliver skuffet, men går ofte også ud over omgivelserne.
Vi kan forebygge begivenhederne ved at være opmærksomme på vores egne forventninger. Vi kan også prøve at sætte tingene i perspektiv. Finde ud af hvad der er vigtigst. Er julefreden i familien f.eks. vigtigere end at svigerforældrene i sidste øjeblik vælger at holde juleaften hos andre end hos os – også selv om det var aftalen? Er glæden og taknemmeligheden over at have en familie som man kan holde jul sammen med vigtigere end om der er råd til at give (eller få) dyre mærkevarer i julegave?
Mon vores forventninger er for høje? Kan de være dem, der er med til at give os nogen af de dårlige oplevelser i julen? Vi kan jo lade det komme an på en prøve i år. Vi kan starte med at lægge mærke til hvordan vi selv reagerer, når vi ikke får det sådan, som vi vil have det. Vi kan helt bevidst sænke forventninger så meget, at det bliver et bidrag til en god jul for alle. For har vi ikke alle brug for det samme - nemlig en fredelig og hyggelig jul i samværet med dem, vi holder af?
Kari Bjerke
Klumme nr 17 af den 6.12.18 i Ugeavisen Sønderborg
Har du svært ved at falde i søvn
Op imod halvdelen af danskerne har søvnproblemer. Årsagerne kan være mange. Men uanset grunden, så kan være irriterende og nogle gange endda belastende, hvis man ikke kan falde i søvn.
Vi ved alle hvor vigtigt det er at få sine 7-9 times søvn. Det kan gå ud over vores humør, trivsel og i sidste ende helbredet, hvis vi ikke får nok søvn. Men hvad skal man gøre, når man ligger der og bare ikke kan falde i søvn?
Der findes en enkel og effektiv teknik, som kan hjælpe os. Teknikken går ud på, at flytte sit fokus.
Når vi ikke kan falde i søvn handler det ofte om, at vi ligger og tænker på noget. Det kan være bekymringer, sorg, stress eller andet, som holder os vågne. Ofte er det noget som optager os, og som vi har svært ved at slippe.
Træningen af teknikken går ud på at man lærer sig selv at opdage, når man ligger og tænker i stedet for at sove. Hver gang man opdager sit mentale fokus, flytter man i stedet sin opmærksomhed ved at lægge mærke til hvordan maven går ud og ind hver gang man trækker vejret. Igen og igen trænes flytning af fokus fra tanker og ned på at mærke mavens bevægelser ved hver vejrtræning.
Denne øvelse hjælper både krop og sind til at falde til ro. Så når man bare bliver ved med at gentage at flytte sit fokus, er der en god chance for at man falder i søvn på et tidligere tidspunkt end man ellers ville gøre.
Så næste gang du har svært ved at finde ro til at sove, kan du jo prøve teknikken af med, venligt og opmærksomt, at flytte fokus fra tankerne til i stedet at lægge mærke til åndedrættet i maven.
På YouTube ligger en lille video hvor jeg fortæller om denne teknik. Den kan nemt søges frem og har overskriften ”Lær en teknik til at falde i søvn”.
Kari Bjerke
Klumme nr 16 af den 20.11.18 i Ugeavisen Sønderborg
Lær at kontrollere og give slip på negative tanker
For kort tid siden skrev jeg om at have tanker uden at være dem. Denne indsigt kan være et vendepunkt for ens trivsel. At opdage at tanker er noget flygtigt, og at man kan lære at disciplinere sine tanker kan føre til større følelsesmæssig trivsel. Dette kan læres med mindfulness.
Det er myte at tro, at mindfulness meditation handler om at gøre hovedet tomt for tanker.
Mindfulness består af to ting, nemlig meditation og opmærksomhedstræning. Begge dele kan være et værktøj til at skabe klarhed. Uden at vide det, kan vores sind være fyldt med bekymringstanker, som vi får det dårligt af. Der er derfor rigtig god grund til at lære, at der findes værktøjer til at give slip på disse tanker.
Mindfulness meditation er et yderst effektivt redskab til at lære om egne tanker. I meditationen sidder man stille med lukkede øjne og observerer sit eget sind. Man øver sig i at lægge mærke til, når der kommer en tanke og observere, hvad den handler om. Når man er blevet bevidst om tankens indhold, slipper man den. Tanken bliver derved ikke til en lang historie, som former sig til negativ selv-snak. Det er ofte bekymringer, som alligevel aldrig bliver til virkelighed. Det er kun tanker.
Når man mediterer i 15-20 min. hver dag, hvor man observere tankerne, bliver man med tiden bedre til at lægge mærke til sine tanker og indholdet af dem. Dette er en enkel træning, som kan hjælpe med at lære tankerne at kende og på at slippe de negative tanker. Dermed får vi større kontrol over det vi tænker.
Kari Bjerke
Klumme nr 15 af den 13.11.18 i Ugeavisen Sønderborg
‘Spørg om det, du ønsker dig
En god ven sagde engang til mig ”du er så god til at spørge om det, du gerne vil have”. Det har jeg tænkt over mange gange siden. Hun har ret, det gør jeg. Det var først, da hun sagde det, at jeg blev bevidst om det. For de ting vi gør, gør vi bare. Ofte tænker vi ikke så meget over det. Det er en måde for os at være på. Sådan er vi jo bare.
Det kan være sårbart at bede om det, man ønsker sig, for der er en risiko for at få et nej. Omvendt er chancen der også for at få det, man gerne vil have. Det er risikoen og uvisheden, der gør os usikre og er ofte grunden til det svigtende mod.
Det kan føles sårbart at være så direkte og spørge om det, man gerne vil, men det fører os samtidig derhen, hvor vi gerne vil. Andre kan ikke gøre det for os. Vi skal gøre det selv, og vi vokser af det. Vi står op for os selv og vores egne værdier, når vi gør det. Hver gang vi viser mod til at gå efter noget, som betyder noget, noget som vi godt kunne tænke os skulle ske, lever vi det liv, som for os er meningsfyldt. Det er tilfredsstillende.
For mange af os må vi begynde med at finde ud af hvad det er, vi gerne vil. Det kan både være noget vi gerne vil have. Det kan også være noget, vi gerne vil gøre. Måske begge dele og tit hænger det sammen. Er det uvant at mærke efter, må det foregå i små skridt med mere beskedne ønsker. Med erfaringen vil modet til at ønske større komme. Måske det handler om at bede din partner hjælpe dig med noget konkret, som du ikke kan gøre alene, men som føles sårbart at spørge om hjælp til? Eller måske det handler om at bede en ven eller veninde om at gøre noget sammen f.eks. tage i biografen eller bare gå en tur.
Det afgørende er at opbygge modet til at turde spørge også selv om det føles uvant og ubehagelig at være udenfor komfortzonen. Tænk på det, som en del af at være modig og at turde leve det liv, som du selv ønsker.
Så hvad kunne du selv tænke dig at bede om? Du vil sikkert aldrig fortryde at du viste modet til at spørge, også selv om det blev et nej. For du viste mod, og det er det, der liv i, eller som Søren Kierkegaard sagde det: ”At miste fodfæstet for en stund er at leve”.
Kari Bjerke
Klumme nr 14 af den 30.10.18 i Ugeavisen Sønderborg
Vi er ikke vores tanker, vi har tanker
Hver eneste dag har vi tæt på 60.000 tanker. 95 procent af tankerne i dag, er de samme, som vi havde i går, og er også de samme, vi tænker igen i morgen.
Disse tanker påvirker vores trivsel både positivt og negativt. Så der kan være en god grund til at lære tankerne at kende, så vi lærer at forstå, hvorfor vi har det, som vi har.
Mange identificerer sig med sine tanker. Det er almindeligt at tro, at man er sine tanker. Men det er vi ikke. Vi har tanker, som er noget flygtigt, der kommer og går. Det er ikke muligt at stoppe tankerne, men vi kan i stedet lære at få større indsigt i dem.
Det er også almindeligt at tro, at det man tænker er rigtigt. Det er det nødvendigvis ikke. Rigtig mange tanker handler f.eks. om bekymringer om noget der er sket, eller som man er bange for skal ske i fremtiden. Meget af det vi er bekymrede for sker nemlig slet ikke - det er bare en tanke.
Bekymringstanker kan sætte sig som uro i kroppen og endda bidrage til at man får depressioner. Det kan derfor være af stor betydning at begynde at interessere sig for sine tanker. Når vi lærer tankerne at kende, lærer vi os selv at kende, fordi der kommer et større fokus på, hvad der optager os.
Fordelen ved at bringe større fokus på sin tankevirksomhed er også, at man kan lære at give slip på de tanker, som måske viser sig som en konstant negativ selv-snak og ikke bidrager til det gode liv, som vi alle ønsker os. Det er bl.a. denne selv-snak vi kan opdage ved at lære egne tanker at kende.
Hvordan man kan forholde sig til sine tanker på en sund måde, er noget af det grundlæggende i mindfulness meditation, og det vil jeg fortælle om i den næste klumme.
Kari Bjerke
Klumme nr 13 af den 15.10.18 i Ugeavisen Sønderborg
Stræber vi efter det perfekte liv?
Tidligere flyttede man ind i sit nykøbte hus og levede med det gamle køkken og badeværelse indtil, der var råd til at investere i nyt. I dag køber vi byggegrunde og bygger det hus, som vi ønsker os. Vi gør det, fordi vi kan. Venter ikke på noget. Vil have det bedste og helst fra vi er unge.
Sådan er det med mange ting selv små ting som kaffe. Almindelig filter kaffe er ikke godt nok. Vi vil hellere drikke kaffe fra nyristede kaffebønner brygget på særlige måder og gerne med en gourmet kage til. Og at tage en gymnasium uddannelse med middelkarakterer er ikke nok for mange. Der stræbes efter de højeste karakterer, hvor selv et 10-tal kan opleves som et nederlag!
Vi lever i en tid hvor kun det allerbedste synes godt nok. Stræber vi mon efter det perfekte liv? Mærkevarer er for mange det eneste, der duer. Men gør det os lykkelige kun at stræbe efter det bedste – selv i hverdagen? Eller er det noget af det, som gør at mange af os føler et pres? Et pres som kan skabe stress, angst og depressioner? For er det ikke et pres at opleve, at man skal leve op til at præstere sit yderste det meste af dagen hver dag og at kunne købe dyre mærkevarer (tøj, mobiltelefoner, sko, computere osv.)? Også selv om man er studerende? Er det ikke et pres at tro, at alt hvad der er almindeligt er kedeligt eller ikke godt nok?
Jeg tror, vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi lader os styre af trenden. At tiden lægger op til at kun det allerbedste er godt nok, har en bagside, som vi må være bevidste om. Hvis det næstbedste opleves som en fiasko eller ikke godt nok, så har vi et problem. Så kan vi være fanget i en fælde, hvor vi identificerer os med de ting, vi har og de præstationer, som vi magter at overkomme. Der findes lykken ikke. Det skaber præstationsangst og mindreværd. Men vi har et valg.
Et ordsprog siger at for meget og for lidt fordærver alt. Dette kunne være vores alle sammens reminder om at øve sig i at finde lykken på den gyldne middelvej. Det handler om balance og om at være villig til at undvære noget af alt det, som vi ønsker os. Har du fundet en god balance i dit liv?
Kari Bjerke
Klumme nr 12 af den 09.10.18 i Sønderborg Ugeavis
Hvorfor har vi så travlt?
Nogen gange undres jeg over, hvorfor vi har så travlt. Hvad er det, vi skal nå? Det kan indimellem virke, som om vi bare skal have tingene gjort så hurtigt som muligt, uden at der egentlig er en grund til det. Det skal bare gå hurtigt!
Som samfund har vi f.eks. besluttet, at vores unge skal blive skatteydere så hurtigt som muligt efter endt uddannelse. Mange unge går derfor i skole i ca. 17 år - uden afbrydelser! Ingen sabbat år indimellem til at stoppe op og reflektere over livet og hvilken retning, det skal tage. Er det mon en sund start på voksenlivet? Og hvilke konsekvenser har dette for de unges liv at mærke presset om at skulle hurtigst muligt igennem uddannelsessystemet?
Også i supermarkeder skal det gå stærkt. Er der mere end 4 i køen, bliver der tit åbnet en kasse mere. Vi lader os transportere af fly i stedet for at tage en smuk togtur med mulighed for at reflektere, for det går hurtigere. Mange af os er også blevet gode til at lave flere ting på én gang, for så kan vi nå mere.
Men hvor sundt er det at have så travlt? Og ved vi selv, hvorfor vi vil nå så meget? Hvad er konsekvenserne?
Verdenssundhedsorganisationen WHO har forudset, at de fleste sygemeldinger i 2020 handler om stress. Lige nu er 35.000 danskere syge hver dag pga. stress. Det er dyrt og kan have store omkostninger både for den enkelte, for familien og for samfundet.
Så måske vi skal begynde at spørge os selv hvad intentionen er, med at have så travlt, og hvad der ville ske, hvis det hele tog lidt længere tid. Ville det mon være sundere for os?
Kari Bjerke
Klumme nr 11 af den 27.09.18 i Sønderborg Ugeavis
Den lille dame fra Philadelphia
Livet er ikke altid let. Sådan er det vist for os alle. Min erfaring er, at man ved at arbejde bevidst med sine tanker, følelser og krop, kan skabe større forståelse for den, man er og for de problemer, man har. Erfaringen er også, at det ikke altid er let at få samling på sit liv, da det ofte er komplekst. Historien herunder illustrerer dette på en humoristisk måde. Den kan også minde om, at huske at grine af livet og af os selv, så det hele ikke bliver for alvorligt:
”I de gamle westernfilm er der ofte en scene, hvor en lille dame fra Philadelphia med en bredskygget hat sidder i en diligence, der er kommet ud af kontrol. Kusken er dødeligt såret af en pil i brystet, og de fire heste løber løbsk og trækker diligencen ind gennem krattet, mens den lille dame fra Philadelphia forgæves trygler om, at vognen må komme under kontrol.
Hav denne scene i tankerne og forestil dig, at diligencen symboliserer din krop og kusken din forstand, der er blevet bragt til tavshed. Tømmerne står for dine følelser, som til ingen nytte er forbundet med hestene, der symboliserer dine sanser. Sanserne er helt ude af kontrol og trækker dig gennem livets stier og prøvelser, og den lille dame fra Philadelphia, som står for dit højeste jeg (din samvittighed), bønfalder dig om at få kontrol over din krop og for himlens skyld ophøre med galskaben og få bragt orden i sagerne. Men ak, forstanden er død, og følelserne er ubrugelige, forbundet, som de er, med de løbske sanser.
Dette er et billede på, hvorfor du måske har så mange problemer. Dine langsomt vibrerende sanser trækker dig gennem livet, din forstand reagerer ikke, og dit hurtigt vibrerende højere jeg (ånd) råber til dig inde fra dit sind for at få dig til at gøre det rigtige”.
Moralen i historien må være, at vi inderst inde godt ved, hvad vi skal gøre for at løse vores problemer, og at vi skal arbejde på at blive mere bevidste for at vække vores forstand, så den kan hjælpe os!
Kari Bjerke
Klumme nr. 10 af den 11.09.18 i Sønderborg Ugeavis
Min mor er min nærmeste nabo.
For 7½ år siden inviterede min mand og jeg min mor til at bo ved siden af os i det 3-familiers hus, som vi ejer en del af. Intentionen var at være tæt på hende, når hun blev gammel. Da hun flyttede ind var hun 77 år og rask. Nu er hun næsten 84, og hendes helbred har svigtet de sidste 5 år. Der er kommet meget sygdom til.
Det er ikke altid let hverken for hende eller for os at bo så tæt på hinanden. Men det er et bevidst valg, som vi alle tre har truffet, og som vi får det bedste ud af. Min mor føler bla. stor tryghed i hverdagen ved at have sin datter så tæt på. Hvis jeg er bekymret for hende, kan jeg bare gå ind ved siden af. Det tager 1 minut.
De sidste 7½ år har lært mig meget, ikke bare om min syge og aldrende mor, om hendes og min relation, men også om hvordan hospitalerne og hjemmeplejen - ja hele det sociale system fungere. Nogen gang er jeg glad og taknemmelig og andre gange frustreret.
Vi danskere er så utroligt privilegerede at bo i et land uden krig og større naturkatastrofer. Vi har stor frihed til at leve præcis, som vi selv ønsker det. Vi bestemmer endda selv hvor meget ansvar, vi er parate eller villige til at tage i forhold til vores ældre og syge familiemedlemmer, for vi har et velfærdsystem, som tager over for os. Når vores ældre og syge ikke mere kan klare sig i eget hjem med hjælp fra hjemmeplejen, er vores kultur, at de kommer på plejehjem. Sådan er livet i Danmark. Sådan har vi indrettet os.
Men vores situation herhjemme med en syg mor/svigermor som nærmeste nabo og de nye ændrede livsvilkår, dette har medført, har fået mig til at reflektere over, hvordan det er for de fleste at blive gamle i vores land. Og det er med blandede følelser og et ønske om, at flere af os vil finde glæde og mening i at være tætte på vores aldrende familiemedlemmer. For til trods for den til tider udfordrende situation mærker jeg samtidig en taknemmelighed over at kunne være der for min mor, nu hvor hun virkelig har brug for mig. Hende der gav mig livet og passede på mig, da jeg var barn.
Kari Bjerke
Klumme nr. 9 af den 04.09.18 i Sønderborg Ugeavis.
Den digitale verden - og vores forhold til den
Vor tid er præget af generelt mange valgmuligheder. Nogen mener for mange, og det kan der være noget om. Det kan f.eks. kræve stor bevidsthed at beslutte hvornår, hvor ofte og hvor længe man bruger sin tid på de sociale medier, for at det ikke skal få negative konsekvenser og gå ud over især vores relationer. I det hele taget kan det være godt at have en holdning til den digitale verden, for at kunne have en sund relation til den.
Man kan f.eks. beslutte i familien, at man ikke svarer telefonen, før man har spist sine måltider. Og at telefonerne ikke ligger på spisebordet, mens man spiser. Man kan slette Facebook app’en på sin mobil og ‘kun’ have den på sin tablet eller computer. Og vente med at læse beskeder til efter morgenmaden eller måske bare til man spiser sin morgenmad osv. Det handler om selv at sætte nogle regler for sig selv og sine kære.
De fleste har smartphones, tablets og computere hvor både Facebook, Messenger, Instagram, sms og email er installeret, og hvor beskeder og notifikationer kommer i en lind strøm i løbet af dagen. Det kan være mange beskeder at forholde sig. Samtidig kan det ind imellem kræve disciplin ikke at tjekke telefonen eller tabletten for nye beskeder. Jeg kender det fra mig selv. Vi er bange for at gå glip af noget. Samtidig kan det virke forvirrende med alle de usammenhængende informationer.
Men hvad er der egentlig, vi går glip af? Hvor vigtigt er det at vide hvor en bekendt er på ferie, se billeder fra restaurantbesøg eller at vide hvem der har fået nye havemøbler? Hvad kan vi bruge det til? Og hvad kan den der lægger beskederne ud bruge 50 ‘likes’ til?
Jeg spørger ikke for at være dommer over om det er rigtigt eller forkert at bruge tid på de sociale medier. Jeg gør det jo selv, men jeg kunne tænke mig at reflektere sammen med flere om emnet. Reflektere over hvornår og hvordan og med hvilke intentioner vi bruger de sociale medier. Ja, hele den digitale verden, så vi kan støtte hinanden i at styre vores aktiviteter på Facebook, Instagram, e-mails - så det ikke er omvendt!
Forleden var jeg på restaurant, hvor jeg bemærkede en ung mand, som sad sammen med en dreng på ca. 11 år. Måske var det hans søn. De sad lige overfor, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor ofte og hvor længe manden kiggede på sin telefon med den ene hånd og samtidig kørte tommelfingeren ned over skærmen, mens han spiste med den anden. Drengen sad overfor ham og kiggede ud i luften, mens han spiste sin mad. Igen - jeg vil ikke være dommer, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dette restaurant besøg blev oplevet af drengen. Mon ikke han har haft en oplevelse af, at telefonen var vigtigere end ham? Uanset, så får det mig til at reflektere over hvilke konsekvenser alle de digitale muligheder, som vi ofte har med os alle vegne, har på både vores nære relationer og også på alle andre mennesker, som vi omgiver os af.
Ind imellem opleves det for mig selv som en udfordring ikke at bruge min tid på at svare på henvendelser, så hurtigt det er muligt. Det er min mand god til at hjælpe mig med. Han er min støtte til at minde mig om, hvad der efter almindelig ‘fyraften’ er vigtigst at bruge min tid sammen med: ham eller den digitale verden…….
Kari Bjerke
Klumme nr 8 af den 28.08.18 i Sønderborg Ugeavis:
Vi kan selv gøre meget for miljøet i dagligdagen
Med risiko for at lyde lidt hellig, så vil jeg betegne mig selv som en bevidst forbruger – ihvert tilfælde meget af tiden. Jeg synes det er vigtig at være med til bl.a. at beskytte vores miljø. Det er ikke så svært.
Jeg har igennem mange år købt meget af mit tøj i genbrugsbutikker. Jeg kommer tit glædestrålende hjem med to stykker tøj, som jeg har købt til yderst billige penge. Og glæden handler om flere ting. Én ting er at være med til at passe på miljøet ved at købe tøj, som andre ikke længere kan bruge og på dén måde undgå at støtte den forurenende tøjindustri (især i Østen). En anden ting er at det er billigt. Den tredje ting er, at jeg, ved at købe brugt tøj, er med til at donere penge til andre, som har mindre end jeg. Pengene fra genbrugsbutikkerne går jo til velgørende formål. Så det er en win-win situation, der mærkes som en sand glæde - hver eneste gang jeg finder et stykke tøj!
En anden beslutning jeg har taget er, at være opmærksom på mine dagligvareindkøb. Hvis jeg eksempelvis står med to avokadoer i hånden og den ene er fra Brasilien og den anden fra Spanien, så vælger jeg den fra Spanien. Det gør jeg, fordi transporten fra Brasilien forurener væsentlig mere pga. den større afstand end transporten fra Spanien.
Andre eksempler fra dagligdagen er at vi også kan hjælpe med at passe på miljøet ved at slukke vandhanen, mens vi børster tænder og dermed spare på vandet. Vi kan også lave mad til to dage af gangen i stedet for at lave en ny ret hver dag og dermed spare på strømmen.
De her små-handlinger er der masser af. Dette er bare små eksempler, som jeg her gør opmærksom på. Jo flere af os, der tænker og handler på lignende måder, jo større er bidraget til et renere miljø. Og det kommer os jo alle til gode.
Kari Bjerke
Nr 7 Klumme af den 09.8.18 i Sønderborg Ugeavis:
Hvordan gik ferien?
Sommerferien er ved at være slut for mange af os. En varm og solrig en af slagsen, i hvert tilfælde hvis ferien blev afholdt i Danmark.
For mange har den været et dejligt afbræk fra hverdagen og givet ny energi til den daglige trummerum. Ferien har måske budt på aktiviteter og oplevelser, som har været til glæde for én selv, og også for resten af familien og dermed et positivt bidrag for familiesammenholdet. Der har været tid til at være sammen og komme lidt ned i gear. Man har fået ladet så meget op, at udsigten til hverdagens struktur igen føles kærkommen. Nogen ting kunne man ønske havde været anderledes, men det blev overordnet en god ferie.
Sådan er det for mange, men ferieoplevelsen kan også have været en helt anden.
Måske blev glæden ved den forestående ferie, afløst af bristede forventninger til de 3 ugers frihed fra hverdagen og arbejdet. Måske blev ferien en skuffelse, fordi forventningerne var for høje og urealistiske. Og måske blev den derfor konfliktfyldt og på den måde langt fra den dejlige oplevelse, som der var et håb og ønske om, at den skulle blive. Og dette kan der være mange forklaringer på.
For mange af os kan det kan være svært at komme fra en hverdag, der er fyldt til bristepunktet med aftaler og aktiviteter, og med ét stoppe så radikalt op. Især hvis der er en forventning om, at NU skal vi alle kunne nyde ferien! For vi har jo alle forskellige forventninger til, hvad en god ferie er. Og er man en familie, så er der lige så mange forskellige behov, som der er medlemmer i familien. Så at imødekomme de mange – måske endda modsatrettede behov - på 3 uger, kan være en stor udfordring. Især hvis man ikke på forhånd har snakket om dem.
Og det er nok i virkeligheden det, vi skal være mere opmærksomme på, for at alle kan få en god ferie, altså at snakke sammen. Man kunne på forhånd tage et før-sommerferie-snak med dem, som man skal holde ferie med. Her kan man snakke åbent med hinanden om de behov og forventninger, der er til den fælles ferie. På den måde får alle en større bevidsthed om sine egne ønsker og behov, men også for de andres. For ferier sker jo ofte i et fællesskab med andre, og er derfor både ’dine og mine’ behov, som skal tilgodeses.
Samtidig er det uvant for mange af os at være så meget sammen med hinanden, som man jo ofte er i sommerferien. Det skal vi også lige vænne os til. For med en travl hverdag med arbejde, familie og fritidsinteresser kan man let miste kontakten med hinanden. Man skal derfor øve sig i at være sammen i mange dage i træk - alle sammen. Og det er ikke altid lige let. Det kræver bla. at man viser interesse og omsorg for de andre.
Så der kan være mange forskellige forklaringer på, hvorfor ferien i år blev, som den blev. Og hvis den ikke var så god, så kan man vælge at lære af den i stedet for at gøre den forkert og måske bebrejde sig selv eller andre for det, der kunne have været anderledes. At holde en god ferie er de voksnes ansvar og foregår i et fællesskab. - Og så er det godt at tænkte på, at der kommer en ny sommerferie til næste år, hvor alle igen får mulighed for at øve sig i ’den gode ferie for alle’.
Kari Bjerke
Nr 6 Klumme af den 31.7.18 i Sønderborg Ugeavis:
Hvorfor rammes så mange børn og unge af angst?
(Ugeavisens overskrift: Angsten styrede mit liv)
Angst kan fylde rigtig meget. Den har fyldt i mit eget liv i årtier. Jeg vil endda gå så vidt som at sige, at angsten i perioder styrede mit liv. Det gør den ikke mere, men det gør den desværre for alt for mange andre. Især viser det sig nu, at mange børn og unge har problemer med at fungere normalt pga angst. Så der er god grund til at prøve at forstå hvorfor den opstår, så vi kan gøre noget ved den. Og uanset om man er 5 år eller 75 år, er det lige ubehageligt, både for den der er ramt af angst, men også for dens omgivelser. For angst påvirker og kan skabe stor afmagt for alle involverede.
Men hvorfor kommer angsten mon? Der kan være mange grunde til, at angst opstår. Mine egne erfaringer er, at man kan få angst, hvis man mister kontakten til den, man er; hvis man holder op med at mærke, hvordan man har det; hvis man tror, at man skal leve op til noget bestemt; hvis man tror at livet altid skal kunne kontrolleres; hvis man tror, at livet altid skal føles godt og at noget er forkert, hvis det ikke gør osv.
Og det kan føles som et kaos, når man har angst. Så for børn og unge som kun har lidt livserfaring, må det være en meget skræmmende oplevelse at være i ’ingenmandsland’, hvor der ingen pejlemærker er, til at kunne navigere og hjælpe sig selv tilbage til at få fodfæste, når angste følelser overvælder dem.
For angst er en følelse, som opstår af tanker. Man udvikler ’katastrofe’ tanker om alt det, man fortæller sig selv kan gå galt. Det sker som en indre dialog. Ofte er det ubevidst, men når man begynder at lægge mærke til sine tanker, og hvad de indeholder, bliver det tydeligt, at man tror på at ’katastrofe’ tankerne er rigtige. Men tanker bare er flygtige, og er noget som kommer og går, og som nødvendigvis ikke altid er sande. Så når angsten har fået fat, kan det være, fordi man har udviklet et tankemønster om alt det forfærdelige, som man er bange for skal ske. Man bliver angst af sine egne tanker.
Når denne angste tankegang udvikles, kan det handle om en angst for at turde mærke livet, sådan som det virkelig er. Man skal derfor lære at have tillid til de oplevelser, som man har, men også udvikle den nødvendige tillid andre og til verden, også selv om den kan virke skræmmende ind imellem. Livet er uforudsigelig for os alle, og det skal vi lære vores børn. Vi skal lære dem, at der ingen garantier er, at vi alle skal igennem en masse ubehagelige oplevelser igennem livet, og at det netop er disse, der er med til at gøre os stærkere. Vi skal lære dem ikke at være bange for livet. Vi skal i stedet støtte dem i at turde leve deres eget liv i et fællesskab med andre og med al den uvished, der følger med. For som Søren Kierkegaard udtrykte det: ’Livet forstås baglæns, men må leves forlæns’.
Vi skal derfor fortælle vores børn og vise dem, at det er ok at lave fejl og ikke at vide, at livet ikke handler om at se perfekt ud og få høje karakterer, men om at udvikle modet til at møde livets udfordringer én efter én og at blive klogere af dem undervejs.
Så frem for at beskytte vores børn mod alt det, der er ubehageligt, skal vi i stedet fortælle dem, at livet både er skønt, men at det også hårdt. Vi skal lære dem at turde leve livet, også når det gør ondt. Og så skal vise dem, at vi tror på, at de kan og har resurserne til at skabe sig det liv, som de selv ønsker sig. For børn har brug for nogen, som tror på, at de kan selv. Dette skaber den selvtillid, som de har brug for, og som de vokser af.
Kari Bjerke
Nr 5 Klumme af den 19.06.18 i Sønderborg Ugeavis:
Parforhold og hemmelige aftaler.
Jeg har været i det samme parforhold i 37 år, uden afbrydelser. Det er mange år at leve med den samme person. Der har været udfordringer igennem tiden, og er det stadig ind imellem. Vi er jo to forskellige mennesker. Noget jeg har lært er, at det gode parforhold ikke kommer af sig selv. Min erfaring er, at man aktivt skal arbejde på at få det godt sammen med sin partner. Og her handler det ikke om luksus spaophold, men om aktivt at forholde sig til hinanden og ændre på de ting, som ikke fungerer, og som gør at man ikke trives begge to.
For mange år siden, da jeg tog træning i psykoterapi, lærte jeg en del om at være i en sund relation med sin partner. Lad mig sige det kort: let var det ikke og provokerende var det, men det skabte også en ny bevidsthed om mit eget ansvar for hvordan jeg kunne få det godt med ham, som jeg havde valgt at leve mit liv med. Noget af det jeg blev spurgt om, og som jeg her kan give videre var:
Hvordan har du det med din partner? Beriger I hinandens liv? Føler du I forstår hinanden? Respekterer I hinanden? Er der plads til at I kan udvikle Jer? - både sammen og hver for sig? Kan I give plads til hinanden begge to, eller er det kun den ene der giver plads til den anden? Er I ligeværdige partnere? Bidrager I begge til at det skal være et tilfredsstillende parforhold? Måske du enten selv eller sammen med din partner kunne reflektere over disse spørgsmål. Dette kunne muligvis give Jer begge større forståelse for Jeres forhold.
OG så kan det også være spændende at lægge mærke til hvem gør hvad f..eks.: hvem støvsuger bilen? Hvem sørger for at købe gaver til familiefødselsdage? Hvem lapper familiens cykler når de er punkteret? Hvem sørger for at skifte olie på bilen? Hvem sørger for at børnene har rent tøj? osv. Meningen med alle disse spørgsmål er at blive klar over hvem der tager initiativ og ansvar for at få gjort de ting, som skal gøres for at begge trives. Og her kan man jo gå i dialog med hinanden om det noget I begge er enige om? Eller er det bare blevet sådan. Måske har I lavet en hemmelig aftale mellem jer. Hemmelige aftaler opstår, når man ikke åbent forhandler om, hvem der gør hvad. Det er, når man hver især forventer ting fra hinanden uden at have talt om det. Hvis man oplever at have det sådan sammen, kan det styrke parforholdet og fællesskabsfølelsen at tage alle de nødvendige praktiske ting op og forhandle mere åbent om dem. Måske betyder det at den ene part må bidrage med flere praktiske ting for at der er balance i tingene.
I mit parforhold har vi lært at være meget opmærksomme i forhold til vores indbyrdes hemmelige aftaler. Det har været positivt for os begge. Selv om det kan være besværligt ind imellem, har det også været lærerigt for os begge. Bl.a. forhandlede vi os engang frem til, at ansvaret for vasketøjet ville vi være fælles om. Vi aftalte at vaske tøjet, når vasketøjskurven var fuld. Vores første udfordring blev da at definere, hvornår kurven var fuld. For mig var den fuld, når den var lidt mere end halvfuld, og for min mand var den først fuld, når vasketøjet lå ovenpå kurven, fordi der ikke kunne være mere nede i den!… :-) Og det er jo med parforhold som med alt muligt andet: vi kan enten blive sure og afvisende overfor vores partner, når tingene ikke går som vi ønsker det, men vi kan også vælge at opfatte uoverensstemmelserne som en mulighed for personlig udvikling. Samtidig ville det kunne bidrage til en forståelse for, at vi alle er forskellige.
Kari Bjerke
Nr. 4 Klumme af den 05.06.18 i Sønderborg Ugeavis
Sårbarhed er ikke svaghed – det er mod!
Jeg tror, at mange af os er vokset op med oplevelsen af, at det at vise følelser er at vise svaghed. Måske er det derfor, at det føles uvant og muligvis ubehageligt, når vi mærker, viser og udtrykker den vi er, og vi kan blive usikre på hvordan det bliver modtaget af andre. Dette gælder begge køn, og er ikke bare noget ’feminint’.
Den amerikanske forsker, Brené Brown, har de sidste 16 år forsket i emnerne: mod, sårbarhed, skam, angst og empati. Med sin topakademiske tilgang begyndte hun studierne for selv at forstå nogle sammenhænge. Resultaterne ændrede hendes liv.
Udgangspunktet for forskningen er menneskers evne til at føle sig forbundet med andre som er det, der giver os formål og mening i livet. Brené Brown fandt ud af følgende:
De mennesker som har en oplevelse at være værdifulde, har en stærk følelse af kærlige tilhørsforhold. De oplever sig selv som værd at elske og betegnes af Brené Brown som helhjertede mennesker. De har det tilfælles, at de har modet til at være uperfekte, er medfølende overfor dem selv og andre og så er de gode til give slip på den, de tror, de skal være, for i stedet at være autentiske. Disse faktorer gør, at de føler sig forbundet med andre.
Brené Brown’s forskning viser også, at blandt disse mennesker er sårbarheden er en del af hvem, de er. De giver sig selv lov til at vise deres sårbarhed. De tror på at det netop er valget om at vise deres sårbare sider, der gør dem smukke. De snakker om sårbarhed som: 1) værende nødvendig 2) at være villig til at gøre noget uden at have nogen garantier 3) om villigheden til at trække vejret og at turde være i uvished.
En følelse af sårbarhed kan f.eks. opstå når vi; beder andre om hjælp, når vi er ærlige, om hvordan vi har det, søger et nyt job, eller når vi lader vores barn lege udenfor alene for første gang m.m.
Undersøgelserne viser, at vi har en tendens til at lægge låg på vores sårbarhed, så vi ikke kan mærke vores følelser, ved at spise for meget, drikke for meget, tage for meget medicin og sætte os selv i økonomisk gæld o.l. hvilket kan føre til usund levestil og i nogle tilfælde til isolation og ensomhed.
-Jeg synes, at denne forskningsundersøgelse er yderst relevant, idet jeg tror, at mange af os oplever, at vi ikke slår til. Vi tror fejlagtigt, at vi skal leve på en bestemt måde, og at livet handler om status og om at være perfekte. Af disse grunde tør vi ikke gøre os sårbare. Af frygt for at blive misforstået og ikke føle os gode nok, taber vi modet til at håndtere andres vurderinger af os.
Paradokset er, at vi på den ene side søger meningsfulde og autentiske relationer til menneskene omkring os, og samtidig mangler vi nogle gange modet til at vise vores sårbarhed som netop er det, der gør, at vi bliver mere forbundne med andre!
Inspirationen kan måske være, at NÅR vi tør vise vores sårbarhed, og vise hvem vi er på den helhjertede måde, så støtter det andre i at gøre det samme.
Kari Bjerke
Nr. 3 Klumme (uredigeret) af den 15. 05.18 i Sønderborg Ugeavis
Hurra for Inga og hendes livsvilje
Det handler om min ven. Det virker nu mere, som om hun er min veninde trods aldersforskellen på næsten 25 år. Hun er 82, og vi har kendt hinanden siden 1992. Og hvor har vi delt meget igennem årene. Med hende kan man både grine og have dybe samtaler. Inga er en ven, sådan en man kan regne med, og som man kan snakke med om næsten alt. Hun er ung i sind, tænker stort og er farverig både indvendig og udvendig. Her hersker ingen jante-lov. Der er højt til loftet og gardinerne i den store herskabslejlighed er lige så farverige og storblomstrede, som hendes sind og udstråling.
Inga er min inspiration på rigtig mange måder. Hun VIL livet, er positiviteten selv. Hun ser det bedste i andre mennesker og fokuserer på mulighederne frem for begrænsningerne i det liv, som hun har tilbage.
For hun har haft kræft i 22 år. Efter at hun fik den alvorlige diagnose, er hun blevet enke efter mere end 50 års ægteskab. Men livet er forsat med stor appetit på trods af både diagnose og tabet af sin elskede livsledsagerske. Hun har fået kemo, stråler og mange andre ubehagelige behandlinger. Haft brækket sin hofte, sit lårben, ja, er endda blevet opereret for nylig…..Hun overlever igen og igen.
Og så har der også været overskud til at få en kæreste! For 8 år siden mødte hun Walter på et Højskoleophold. De blev meget hurtigt enige om, at det skulle være de to, og tiden var knap, så efter 3 dage blev de forlovede. Og Walter har siden været en uvurderlig støtte for Inga. Tak, Walter!
For mig er det helt utroligt, at man kan være så syg og samtidig være så positiv og sådan en livsnyder, som Inga er – især når man tænker på, hvor mange daglige smerter hun har.
Forleden fik jeg en sms, hvori hun skrev: ”Vi tager på vores niende krydstogt, inden jeg skal i gang med kemo og stråler” - og det er Inga i en nøddeskal! Hun insisterer på at få det ud af livet, som hun overhovedet kan – og hun styrer det selv langt hen ad vejen.
Når jeg ind imellem synes at det hele er lidt op ad bakke, så hjælper det tit at tænke på min kære ven, og det hun er oppe imod: ingen dag uden smerter og alligevel farver hun læberne røde og går ud i byen med sin blomstrede kjole, sin flotte hat og sin rollator! Hurra for Inga og hendes inspirerende livsvilje.
Kari Bjerke
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nr. 2 Klumme af 24.04.18 i Sønderborg Ugeavis
Om at mærke taknemmeligheden for det vi allerede har
Kender du det med at gå og vente…..vente på noget, som du ikke engang rigtig ved, hvad er. Det kan opleves, som om der konstant mangler noget, fordi du vi oplever, ikke er godt nok. Kender du det? Det er som om det liv, du lever lige nu, ikke er det ”rigtige”. Nogen gange kan denne venten være en oplevelse af, at ”der må være noget mere end dette”….
Men måske er der ikke ”mere end dette”, og måske er lykken i virkeligheden at stoppe med at vente for i stedet at øve os i at give hverdagslivet større opmærksomhed. Måske er hverdagen, som den er for dig lige nu - lykken, problemet er bare, at du endnu ikke har opdaget det, for du går og venter på noget bedre.
Vi kan gå og vente et helt liv. Måske venter vi på at finde en kæreste, et bedre job eller bare et job, at blive rask, at blive gravid, at børnene bliver store og kan klare sig selv, så vi kan komme mere ud at rejse eller at gå på pension. Og når vi så har fået en kæreste, et nyt job eller at børnene er blevet store, så er det noget andet, som vi venter på skal ske…. Livet kan leves på den måde, måske endda uden at vi selv er klar over det. Denne oplevelse af, hele tiden at vente på at noget bedre skal ske, kan netop være det, der gør os triste eller det, der er værre!
Tænk hvis vi i stedet øvede os i at lægge mærke til alt det, vi allerede har, og som er lykkedes i vores liv? Ville bare tanken om dette være en støtte for dig? Kan du fornemme hvordan dit liv ville opleves anderledes og måske bedre, hvis du lærte dig selv at lægge mere mærke til alt det, du har? Det som du måske oplever som en selvfølge, og som du derfor ikke oplever som lykken? Kan du forstille dig, at du ved at ændre din egen indstilling kunne skabe et bedre liv for dig selv? Det kan du!
Vi KAN lære at blive gladere for det, vi allerede har. Det er simpelthen et spørgsmål om at træne sin opmærksomhed på det, der er lykkedes for os, og som vi har. Måske du kunne starte med at lave en liste over alt det, du er taknemmelig for at have i dit liv.
En undersøgelse viser, at man bliver et lykkeligere menneske, når man hver dag tænker på 3 ting, som man er taknemmelig for. Ville det ikke være en dejlig måde at falde i søvn på?
Kari Bjerke
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Har den store fornøjelse af være blevet én af Klummeskriverne i Sønderborg Ugeavis. Her er min første klumme af den 26. marts 2018:
Nr. 1 Klumme af 26.03.18 i Sønderborg Ugeavis
Drømmekagen fra Brovst – meget mere end en kage
Lige siden mine tre nu voksne sønner var små, har jeg med jævne mellemrum bagt drømmekagen fra Brovst. Jeg har bagt mange kager, men denne har nok været den mest bagte i vores hjem.
Og hvor HAR den kage da bidraget med megen glæde rundt omkring – også uden for familiens fire vægge. Jeg kan huske hvordan min gamle svigerfar i de sidste år, han levede ikke ønskede sig noget til sin fødselsdag. Han elskede drømmekage, så efter han blev 80 år fik han en friskbagt drømmekage (til sig selv - ikke til at dele med gæsterne!) hvert år til sin fødselsdag. Han blev lige glad hver år.
Og det er som om at hjemmebagte kager har fået endnu større betydning de senere år. Efter at vi er begyndt alle sammen at have så travlt, virker det som om, at en hjemmebagt kage er noget særligt. Det behøver ikke at være Kagedysten-standard, nej, bare den serveres helt friskbagt – så mangler man bare kaffen for at livet føles som gave!
Engang min tandlæge gav mig et kærkommen nedslag i prisen, kvitterede jeg med en lun drømmekage. En anden gang fik jeg sat vinterdæk på selv om værkstedet faktisk ikke have tid. De brugte noget af frokostpausen på at skifte dækkene - de fik også en drømmekage, ligesom alle de indsatte, som jeg underviste i Ikkevoldelig Kommunikation i Sønderborg Arrest for mange år tilbage, også fik drømmekage til fredags eftermiddagskaffen rigtig mange gange. Her kunne jeg få historier med gamle minder om farmor, som havde bagt kager til dem tilbage i barndommen.
Hvorfor jeg gør det?
Alle de oprigtig glade smil over at modtage, se, dufte og spise denne kage er MIN glæde!
Nogen tænker måske at kagen bliver brugt som manipulation til at få det, jeg selv gerne vil have. Men det kan jeg sige med sikkerhed, at kagen ikke bliver brugt som. Og hvordan ved jeg det? Fordi jeg altid kontakter min intention FØR jeg beslutter mig til at bage en kage til andre.
Intentionen er at GIVE og at GLÆDE mine medmennesker. Så enkelt er det. Og det kan anbefales;)
Kari Bjerke