Herunder anbefaling fra Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen fra den 3. janaur 2026

“Gennem ca 8 år har jeg haft et meget lærerigt og givende samarbejde med Kari Bjerke, som startede med at jeg lærte en masse om mindfulness og meditation. At praktisere mindfulness både i øvelserne sammen under instruktion og senere som egen meditation. Noget jeg i dag bruger i hverdagen både bevidst og ubevidst.

Jeg lærte at anvende en lang række redskaber til styrkelse af min bevidsthed om min egen måde at agere på i forskellige situationer og andres påvirkning af mig selv og omgivelserne. Det hjalp mig rigtig meget i en situation hvor jeg nogle gange følte at udfordringerne var uoverstigelige i mit job og hvor samarbejdsrelationerne -de dårlige- påvirkede mig meget.  I mit job er der perioder hvor jeg påvirkes meget af svære beslutninger og af kollegaer og politiske modstanderes retorik og verbale angreb. Mindfulness og 1:1 samtalerne har hjulpet mig til at håndtere de situationer og perioder langt bedre.

Øvelserne udi meditationen med fokus på vejrtrækning og kroppen lærte mig at koble af, tømme hovedet og abstrahere fra tankemylderet for efterfølgende at kunne fokusere og handle. Jeg oplevede langt bedre at kunne modstå de negative påvirkninger omgivelserne, politiske modstandere, medierne mv. Begrebet ”ikke voldelig kommunikation” har været centralt ift at styrke min evne til at håndtere konflikter og udtrykke mig klarere og med større gennemslagskraft i dialog og mødeledelse.

Jeg føler selv at jeg er blevet mere selvsikker og langt stærkere i min kommunikation og argumentation.

Jeg ved med mig selv at terapien og meditationen har hjulpet mig til at forstå og handle konstruktivt på andres ageren i tale og handling.

Jeg er blevet langt bedre til at tøjle mit - fra ungdommen - iltre temperament og jeg er blevet mindre dømmende uden dog at blive handlingslammet. Jeg har lært at fokusere på mig selv og min egen påvirkning af samarbejdsklima og dialog med andre. At ”blive på egen banehalvdel” er et fortærsket men stadig gyldigt element i kommunikationen.

Jeg føler selv at jeg er blevet styrket markant i min varetagelse af borgmester opgaven som jo både er en politisk post men også en lederrolle og en samarbejdspartner rolle udenfor rådhuset.

Personligt og privat har Kari og vores samarbejde gjort mig i stand til at koble fra i de sparsomme fritidstimer og dage. For det meste er jeg langt mere tilstede og nærværende når jeg er privat blandt venner og familie.

Gennem årene har vi sammen lagt flere lag på samarbejdet i form af mere samtale og sparring. Hele tiden med udgangspunkt i meditationen og det mindfulde. Jeg formår i dag langt bedre på egen hånd at bruge de mange tillærte redskaber og selvindsigten.

Jeg kan varmt anbefale Kari, Mindfullnes og meditationen til alle der er i en krævende lederrolle og i en position hvor samarbejde, dialog og konflikter er dagligdag.”

N.B. Erik Lautitzen har været Sønderborg Kommunes borgmester siden 2014.